Hvor mange gange stak morderen med sin kniv, hvor ramte knivstikkene, og havde offeret forinden fået et blåt øje?
Den slags detaljer er retsmediciner Asser Hedegård Thomsen fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet i øjeblikket ved at fordybe sig i.
»Jeg er gået i gang med at sætte alle omkring 1.500 drab fra de seneste 25 år under lup for at klarlægge detaljerne så grundigt og systematisk som muligt,« forklarer han.
Læs også:
»Det overordnede mål er at få et billede af, hvilke metoder der er anvendt ved drabene og hvordan de fordeler sig. Bliver ældre mennesker eksempelvis typisk slået med økser, for nu at tage et eksempel. Det tror jeg ikke, men det er den slags mønstre, som jeg interesserer mig for,« tilføjer Asser Hedegård Thomsen.
Han har forgæves søgt om forskningspenge til at lave drabs-undersøgelserne som et ph.d.-projekt.
Da det indtil videre ikke har kunnet lade sig gøre, er han i stedet begyndt på egen hånd, når det øvrige arbejde som retsmediciner i Aarhus tillader det.
Læs også:
»Jeg er godt i gang, og har nået 300 af de påtænkte 1.500 drabssager. Jeg kigger primært på obduktionserklæringerne fra de tre retsmedicinske institutter, som vi har i Danmark. Jeg er selv i Aarhus, og rejser desuden til Odense og København hver anden uge for også at kigge på sagerne derfra,« forklarer han.
Kunne de have overlevet?
Det tager tager typisk retsmedicineren en-tre timer at læse hver drabssag igennem og registrere detaljerne i det pågældende drab.
»Det kommer an på, hvor mange skader der er på offeret. Jo flere der er, des sværere er det at få styr på dem.«
»Jeg registrerer hver enkelt læsion systematisk og anvender en form for pointscore, som ambulancelæger også bruger, når de skal sætte et tal på, hvor svært tilskadekommen en levende person er,« forklarer Asser Hedegård Thomsen.
Læs også:
Med sit projekt håber han blandt andet også at kunne undersøge, om nogle af drabsofrene fra ’gamle dage’ ville have kunnet overleve i dag med moderne akutbehandling på traumecentrene.
»Måske kan resultaterne også bruges til at adskille mord fra selvmord. Er det eksemplevis typisk at bruge kniv til selvmord, og hvor tit er der normalt stukket? Og hvilke våben er der typisk tale om ved drab, er det køkkenknive eller den slags knive, som man kigger efter i nattelivet,« spørger retsmedicineren.
Han vil ikke afvise, at undersøgelsens resultater også i en vis udstrækning vil kunne bruges af politiet i efterforskningen af uopklarede drab:
»Politiet får nogle informationer af os retsmedicinere i forbindelse med drabssager, og jo bedre vi gør det, des bedre for efterforskningen. Men hvis man skal lave en egentlig gerningsmandsprofilering, skal man nok dybere ind i sagerne, end jeg er nu. Jeg ser meget på det fysiske plan med læsioner og den slags, men på baggrund af vores obduktionserklæringer kan jeg ikke se meget om eksempelvis erhvervsforhold eller hvor godt parterne har kendt hinanden forud for drabet.«
Læs også:
Jagten på mønstre
Asser Hedegård Thomsen regner med, at han skal bruge de næste to år på at indsamle og indtaste detaljer fra obduktionsrapporterne fra alle de 1.500 drabssager i årene 1991-2015. Derefter skal de indsamlede data analyseres og køres igennem diverse statistikprogrammer, så de interessante sammenhænge kommer til syne.
»Jeg forestiller mig eksempelvis at se på, hvilke regioner på kroppen som knivdræbte typisk er ramt i. Samtidig håber jeg også at finde nogle mønstre i, om skader typisk hører sammen, så en flænge i baghovedet og et blåt øje måske taler for noget bestemt - som at parterne har været oppe at slås.«
»Den slags kan man ofte tænke sig til i bestemte sager, men det vil være rart også at kunne dokumentere det med tal. At det hænger sammen, så man kan lave en slags kvalificeret tolkning på statistikken. Hvor tit hænger bidsår på en dræbt eksempelvis sammen med noget seksuelt?«
Læs også:
Selv om retsmedicineren ikke er bleg for at indrømme, at han med sin profession finder det ’rigtig, rigtig spændende’ at gennemgå de mange drab, er han også opmærksom på, at det kan være psykisk krævende:
»Det er klart, at nogle sager påvirker én særlig meget og virker voldsomme. Indimellem må jeg holde pause en dags tid, hvis noget bliver for meget af det gode, men ellers har jeg jo valgt denne her branche, fordi jeg godt ved, hvad det går ud på.«
Dræbte børn tærer
»Men selvfølgelig er der en øvre grænse for, hvor meget man kan kapere på en gang. Jeg skal ikke have meget mere end 10 sager på en dag, så kan jeg ikke rumme mere i hovedet. Og hvis der dukker en voldsom sag op med et barn, der er slået ihjel, så kan det være, at jeg ikke tager flere den dag,« fortæller han.
»For genkendelige ting, som eksempelvis et dræbt barn, kan være noget at det, der rammer hårdest for læger og retsmedicinere. Det kan minde om ens egen livssituation og forekomme ekstra meningsløst i drabssammenhæng i forhold til en sag, hvor to parter har været lige gode om at komme op at slås. Det påvirker selvfølgelig ikke så meget som en hel familie, der er blevet slået ihjel.«
Selv om Asser Hedegård Thomsen endnu ikke er gået i gang med at køre egentlige statistikprogrammer af sine data, har det allerede overrasket ham, hvor ens drabssager har været gennem årene.
»Der er selvfølgelig en variation, men tingene går igen. Familietragedierne går igen og dukker op med jævne mellemrum. Det samme gælder jalousidrab og drab i drukmiljøer, hvor folk slår hinanden til plukfisk. De minder også utrolig meget om hinanden fra år til år.«
I Danmark er der tidligere lavet en tilsvarende undersøgelse for drab begået i årene 1946-70.
»Jeg har kun min egen fornemmelse foreløbig, men jeg tror desværre, at voldeligheden i drabene dengang og nu er fuldstændig den samme. Det er mit indtryk - også når jeg kigger i arkiverne med endnu ældre sager eller i aviserne fra gamle dage.«
»Når en drabsmand først er i gang med et drab, er der ikke den store forskel i voldsomheden i forhold til for et par generationer siden.«
Fakta om Asser Hedegård Thomsen
38 år
Gift
Uddannet læge fra Aarhus Universitet 2005
Speciallæge i retsmedicin januar 2014
Som retsmediciner arbejder han bl.a. med obduktioner, undersøgelser af lig på findesteder, person-undersøgelser af levende (ofre for vold, voldtægt, overgreb mod børn samt sigtede), undervisning af lægestuderende og forskning.
