Fredag formiddag mistede danskerne en stemme. Og det var ikke hvilken som helst en af slagsen. Stemmen tilhørte den tidligere radiovært i DR, Johannes Rasmussen.

I 30 år var han en del af de danske radiolytteres hverdag med programmer som ’Giro 413’ og ’Morgennisserne’. Men nu er stemmen ikke længere.

I en tragisk brand i sit hjem i Virum fredag formiddag brændte den 91-årige Johannes Rasmussen inde, inden redningsmandskabet kunne nå at hjælpe ham ud.



- Jeg tror, han har siddet og røget sig en cigar. Det gjorde han engang imellem, når han skulle hygge sig. Og så er noget gået galt, eller han er døset hen. Men jeg ved det selvfølgelig ikke, vi venter stadig svar på politiets undersøgelse, siger Johannes Rasmussens ældste barnebarn, Stine Rasmussen, til bt.dk.

Hun fortæller, at de seneste dage har været forfærdelige og budt på mange tårer.

- Jeg har grædt, forsøgt at tænke på noget andet og så gjort det i 20 sekunder, og så har jeg grædt igen. Nok var han gammel og har siddet i kørestol det seneste halvårs tid, men det er forfærdeligt, at det skulle ende på denne måde, siger Stine Rasmussen.

Som Johannes Rasmussens ældste barnebarn har Stine Rasmussen tilbragt masser af tid sammen sin morfar og sin mormor, som døde i 1991.

Læs også:

- Morfar var ekstremt kærlig, og jeg boede rigtig mange gange hos ham og min mormor. De havde et hjem, hvor man altid har følt sig velkommen. Jeg havde både en undulat og en hamster hos dem, da jeg var barn. Og så rejste jeg med min morfar, som andre børn rejser med deres forældre; Vi har været i USA to gange, i Spanien, på Island osv. Vi altid haft et særligt bånd, siger hun.

Johannes Rasmussen var uddannet pianist og organist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og var vellidt af alle, han mødte på sin vej, både som musiker og senere også som radiovært i Danmarks Radio.

På Facebook begræder adskillige af hans venner og bekendte som Monica Krog-Meyer, Michael Hardinger og Kim Schwartz tabet. Men sværest har det måske alligevel været for hans familie og Stine Rasmussen i særdeleshed.

- Jeg savner allerede, at han ringer mig og snakker med mig. Jeg savner hans stemme. Så her i weekenden har jeg ligget og hørt en gammel udsendelse med ham – bare for at kunne høre hans stemme.

Stine Rasmussen oplyser, at Johannes Rasmussen skal bisættes. Datoen er endnu ikke fastlagt, da familien afventer, at politiet og retsmedicinerne foretager de sidste undersøgelser.