Vi appellerede en meget mildere dom fra byretten med tro på frifindelse, siger Don Ø.

København. Netop hjemvendt fra forretningsrejse i USA må Flemming "Don Ø" Østergaard forholde sig til, at han står til at skulle tilbringe et år og seks måneder bag tremmer for grov kursmanipulation.

Sådan lyder dommen fra Østre Landsret i sagen om den tidligere Parken-formands rolle i Parkens handel med egne aktier. Samtidig får Don Ø konfiskeret ni millioner kroner fra aktieoptioner.

- Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig en dom, som den der er faldet. Der var jo en årsag til, at vi appellerede den meget mildere dom fra byretten med tro på frifindelse, skriver 73-årige Flemming Østergaard i en kommentar.

- Hele bestyrelsen har lagt vægt på, at alt i forbindelse med køb af egne aktier skete i overensstemmelse med gældende regler. Ligesom den daglige ledelse lagde vægt på det.

I Københavns Byret fik Flemming Østergaard en dom på fire måneders ubetinget fængsel.

Han vil sammen med sin forsvarer, Sysette Vinding Kruse, nu forsøge at få sagen afprøvet i Højesteret. Det kan ske ved at ansøge Procesbevillingsnævnet, der kan indstille principielle sager til Højesteret.

- Min sidste rest af tillid til retsvæsenet ligger nu hos Højesteret, og jeg håber virkelig, at sagen tages op igen, skriver Don Ø.

- I det mindste glæder jeg mig over, at Landsretten ikke har fundet nogen som helst grund til, at jeg ikke fortsat kan lede selskaber og deltage i bestyrelsesarbejde, lyder det.

Flemming Østergaard var ikke selv til stede torsdag morgen i Østre Landsret, hvor dommen blev afsagt, fordi han har været på forretningsrejse i USA. Torsdag middag er han dog tilbage i Danmark, oplyser han til Ritzau.

/ritzau/