Bliver sigøjnerbossen Gimi Levakovic udvist af Danmark eller ej? Spørgmålet finder sit endelige svar torsdag middag, når Højesteret afgør sagen.

Byretten sagde 'ja', men Landsretten 'nej', da det skulle afgøres, om overhovedet af Danmarks måske mest kriminelle familie - den såkaldte sigøjnerboss Gimi Levakovic - skal udvises af Danmark efter en dom for trusler og våbenbesiddelse.

Dermed er det op til landets højeste domstol, Højesteret, at afgøre sagen torsdag middag.

Da Gimi Levakovic første gang tog plads i Højesteret forrige mandag, blev der fremlagt flere skrivelser fra kommuner og forvaltninger om hans forhold til sine fire børn, hvoraf to af dem er henholdsvis 15 og 11 år i dag.

Det var netop de yngste børn, som Landsretten brugte som begrundelse for, hvorfor den kriminelle 46-årige mand ikke kan udvises af Danmark til Kroatien.

»Juridisk set bør han ikke kunne udvises«

Det er også en af grundende til, at Gimi Levakovics forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, ikke mener, han bør kunne udvises af landet. Derudover argumenterede han forrige mandag også, at Levakovics tidligere domme ikke har været så alvorlige, at der har været grund til et krav om udvisning.

»Juridisk set burde han ikke kunne udvises,« siger han til BT.

Men han forklarer samtidig, at det dog kan være svært at vurdere, hvilken effekt det har for sagen, at der har været stor interesse fra både politikere og dele af offentligheden for at få ham smidt ud af landet.

»Gimi føler, at der er tegnet et karikeret billede af ham i pressen, og at dette har påvirket offentlighedens holdning til ham. Efter min opfattelse bør sagerne i et retssamfund afgøres af dommerne på et belyst og juridisk grundlag uafhængig af en folkestemning,« siger Michael Juul Eriksen.

Justitsministeren blandede sig

Sagen tog sin begyndelse, da Gimi Levakovic i Retten i Næstved blev idømt et år og seks måneders fængsel for trusler og besiddelse af en pistol - og blev samtidig idømt en udvisning af Danmark. Dommen ankede han, og med dommerstemmerne tre mod tre blev det sidste år i Østre Landsret bestemt, at han ikke skulle udvises.

Landsrettens afgørelse vakte et ramaskrig.

Mange danskere gav på de sociale medier udtryk for stor utilfredshed med, at Levakovic ikke skulle udvises, og sagen nåede helt op på det øverste politiske niveau. Justitsminister Søren Pind anmodede i oktober Rigsadvokaten om at sørge for, at sagen kunne indbringes for Højesteret, hvor den nu skal finde sin endelige afgørelse.

I strid med menneskerettighedskonventionen

Da sagen begyndte i Højesteret, blev der fremlagt flere skrivelser fra kommuner og forvaltninger om Gimi Levakovics forhold til sine fire børn, hvoraf to af dem er henholdsvis 15 og 11 år i dag.

I en vurdering fra socialforvaltningen i Københavns Kommune fra januar i år, kan man blandt andet læse, at Gimi Levakovic har et 'tæt bånd' til sine børn. Sønnen besøger sin far en gang om ugen, og 'han er altid glad for disse besøg'.

I en anden skrivelse fra Tårnby Kommune fremgår det, at børnene besøger deres far i fængslet, og at Levakovic er 'meget kærlig i omgangen med sine børn', og at han i øvrigt har 'mange ønsker i forhold til opdragelse, skolegang m.v.'.

Gimi Levakovis har alene forældremyndigheden over de to yngste børn, og Østre Landsret fandt sidste år, at en udvisning af ham ville være i strid med Det Europæiske Opholdsdirektiv og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der omhandler respekten for folks privat- og familieliv.

Lang kriminel løbebane

Hans veldokumenterede kriminelle løbebane blev ved samme lejlighed også fremlagt i retten.

Blandt andet er han dømt for vold mod myndighedspersoner, for trusler med pistol, og han har adskillige domme for berigelseskriminalitet bag sig - blandt andet tre tyverier begået mod ældre borgere.

Oveni det har han flere grove voldsdomme bag sig. Tilbage i 2006 blev han idømt et års fængsel for at have banket et familiemedlem med en kølle og trampet på ham, så hans lunge punkterede. Efterfølgende opsøgte han familiemedlemmet på Bispebjerg Hospital, hvor han trak iltslangen ud af næsen og truede med at slå ham ihjel, hvis han vidnede imod ham.

I 2011 blev han dømt for vold mod sin ekshustru, som han kørte ned med 40 km/t. Påkørslen var så voldsom, at hun blev slynget op på kølerhjelmen og landede oveni flere parkerede cykler. Herefter lavede Levakovic en u-vending og forsøgte endnu engang at påkøre hende.

Samlet set er Levakovic blevet idømt ti års fængsel gennem årene og har tilbragt ikke mindre end 2.652 dage bag tremmer.

»Det svarer til ca. 7 år og to måneder,« sagde statsadvokat Mohammed Ahsan forrige mandag i Højesteret

Gimi Levakovic kom til Danmark som to-årig fra Italien sammen med sin familie, som stammer fra Kroatien.

Den endelige dom falder klokken 12 torsdag.