Danmark var et første skridt for militante islamister med kurs mod konfliktzoner, skrev spansk dommer i 2014.

København. Da spanske jihadister sendte 26 militante islamister til al-Qaeda i Mali, Libyen og Syrien spillede Danmark en helt afgørende rolle.

Det viser flere hundrede lækkede hidtil hemmelige dokumenter, som Jyllands-Posten og DR har gennemgået.

Flere af de militante jihadister besøgte Danmark, inden de blev sendt i hellig krig. Derudover rejste de penge til deres militante netværk i Danmark.

Det fremgår blandt andet af en hemmelig kendelse, som den spanske undersøgelsesdommer Fernando Andreu Merelles sendte til USA's regering i 2014.

- Det egentlige formål (med cellens rejser til blandet andet Danmark, red.) er uden tvivl at rejse midler og at sende folk til konfliktområder, hvilket skyldes de kontakter der opretholdes på disse steder med personer med en lignende ideologi.

- Derfor er Danmark et første skridt for kombattanterne, der sendes ud til konfliktzoner, står der ifølge Jyllands-Posten i kendelsen.

Ifølge de spanske dokumenter foregik al-Qaeda-cellens rekruttering og udsendelse af islamister fra 2009-2014.

Flere danskere har spillet en rolle i netværket, men ingen er nogensinde blevet retsforfulgt i sagen. Seks personer er dog blevet anholdt i Spanien, skriver Jyllands-Posten.

Dokumenterne viser, hvor let militante islamister har haft ved at operere i Danmark. Det påpeger Magnus Ranstorp, forskningschef på Forsvarshøjskolen i Stockholm.

- De har relativt let kunnet rejse penge til al-Qaeda og skabe de fornødne kontakter, så hellige krigere kunne komme af sted og kæmpe. Og ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er det selvfølgelig kritisabelt, siger han til Jyllands-Posten.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller de spanske myndigheder ønsker at udtale sig om sagen til avisen.

/ritzau/