Den 42-årige sexkrænker Claus Jensen alias Nis Bekker-Hansen, som i november 2014 ved Retten i Odense blev idømt forvaring for bl.a. meget grove sexovergreb på en 11-årig pige fra Øster Skerninge på Sydfyn og en 10-årig pige fra Refsvindinge på Østfyn, vil frifindes for de gentagne forsøg på fuldbyrdet voldtægt og går dermed efter at få omstødt sin forvaringsdom til en tidsbegrænset fængselsstraf.

Det oplyser hans nye forsvarer, advokat Lone Damgaard, til bt.dk.

Claus Jensen valgte ganske få timer inden ankefristens udløb at anke byrettens dom til landsretten. Det betyder, at hele sagen, hvor alene anklageskriftet fylder ni A4-sider og hvor der samlet indgår 3.000 akter, nu skal behandles igen.

Denne gang ved Østre Landsret, som har afsat fire dage midt i juni til sagen.

»Jeg vil påstå min klient frifundet for forsøg på fuldbyrdet voldtægt. Det er det, der er omdrejningspunktet i den her sag. Den del af sagen, som omhandler våben, er også med i anken, og noget af det har min klient erkendt, mens han nægter noget andet. Men hovedspørgsmålet er, om han er skyldig eller ikke skyldig i forsøg på fuldbyrdet voldtægt. I byretten blev han idømt en meget hård straf. Det er meget usædvanligt, at en mand, som ellers er ustraffet, går - så at sige - fra 0 til 100 på skalaen. Det er nærmest aldrig sket før,« siger Lone Damgaard.

Claus Jensen, som oprindelig hed Nis Bekker-Hansen men skiftede navn op til byretssagen, blev foruden de uhyggelige sexovergreb på de to mindreårige piger også dømt for at have begået kidnapnings- og voldtægtsforsøg på en 25-årige britisk kvinde en tidlig morgen i Odense, ligesom han blev dømt i overensstemmelse med anklageskriftet for gennem mange måneder at have forsøgt at kidnappe og indespærre en tilfældig mindreårig pige og bruge hende som sin sexslave i en garage, han havde lejet til formålet i det indre Odense.

Prædikatet som "manden i den røde bil" fik han i den periode i efteråret 2012, da hans ugerninger mod de to små piger var sket, men hvor han stadig var på fri fod og med ukendt identitet.

Mens Fyns Politi drev klapjagt på ham i næsten trekvart år, var det bedste signalement at gå efter dét, som begge piger havde givet uafhængig af hinanden, idet de var blevet krænket af ham i en bordeaux-rød personbil, som siden viste sig at være en Opel Astra.

Udover sexovergrebene og planlægningen af flere, blev kontanthjælpsmodtageren Claus Jensen ved Retten i Odense dømt for at have besiddet og udviklet flere forskellige former for farlige sprængstoffer, for at have udført mindst 12 prøvesprængninger af stofferne, for besiddelse af en enorm mængde børneporno på flere computere og harddiske, ligesom han blev dømt for våbenbesiddelse og ulovlig omgang med våben.

Under hele sagsforløbet i byretten hævdede han, at han havde befundet sig i en tilstand af psykose, da han udførte de grove sexovergreb, og at han derfor påstod sig frifundet, fordi han mentalt ikke var sig selv.

I stedet valgte domsmandsretten at følge anklagerens subsidiære påstand om en forvaringsdom til afsoning blandt nogle af landets farligste seksualforbrydere og mordere i Anstalten ved Herstedvester.