Den 29. november blev K. dømt for uagtsomt manddrab på 59-årige Jan Møller. Efter hans opfattelse var bøden på 10.000 kr. og en seks måneders ubetinget frakendelse af kørekortet ikke for mild en straf.

- Det var da en voldsom oplevelse. Men jeg har alligevel i baghovedet, at jeg hverken kunne gøre fra eller til, for det var et hændeligt uheld. Jeg har ikke bevidst lavet noget som helst forkert. Derfor føler jeg mig ikke så skyldig, siger K., som ikke ønsker at stå frem med sit fulde navn.

Ulykken skete, da en skurvogn, som K. trak efter sin bil, røg af og torpederede Jan Møller, der kom kørende på cykelstien ved siden af vejen. Vognen røg af, fordi en bolt i trækket knækkede.

- Det var simpelthen en fejl i den bolt helt tilbage fra frabrikken. Jeg føler ikke, der er noget, jeg kan gøre ved det. Den var fuldt intakt og i orden, da vi kørte, siger K. og fortsætter:

- Jeg har kørt med de vogne i 30-35 år, og der har aldrig været nogen problemer. Det er den eneste gang, jeg har været involveret i en ulykke.