Kai Lundstrøm Pedersen fra Randers blev i går idømt 30 års fængsel ved en domstol i Kansas City i Missouri, USA, for bl.a. at have lokket en 11-årig amerikansk pige til at strippe og onanere foran et webcam, hvorefter han truede hende for at få hende til at sexchatte med ham igen.
LÆS OGSÅ: Dansker idømt 30 års fængsel for sexterror
Han blev anholdt på en ferietur til New York 3. september 2010 og har været varetægtsfængslet siden da, indtil han blev dømt i går.
Den 61-årige var inden anholdelsen ansat som it-konsulent ved Randers Kommune, hvor hans kollegaer og chefen Bent Højlund kendte ham som en helt normal kollega.
- Jeg har været chef for ham i nogle år. Han udførte sine opgaver på en rigtig god måde og var vellidt i afdelingen. Så det kom da som et chok, da han blev anholdt, siger Bent Højlund, der er it-chef i Randers Kommune.
LÆS OGSÅ: Dommer: Danmark beskytter ikke børn mod sex-forbrydere
Han understreger, at han tager skarpt afstand fra de gerninger, som Kai Lundstrøm Pedersen nu er blevet kendt skyldig i af retten i Kansas City.
Da sagen kom frem meddelte kommunen i en pressemeddelelse, at Kai Lundstrøm Pedersen ville være fritaget for tjeneste, mens anklagerne mod ham blev undersøgt. Ifølge it-chefen valgte man dog at fyre den nu 61-årige mand allerede i efteråret 2010.
LÆS OGSÅ: Danske professorer raser: USA straffer helt urimeligt
Derfor er sagen også ved at være fortid i it-afdelingen i Randers.
- Vi snakkede meget om det i begyndelsen, da det kom frem. Nogen tænkte rigtig meget over det. Vi havde en snak om det i morges, hvor jeg orienterede om, at Kai nu var blevet dømt, så sagen er slut for vores vedkommende. Det tog folk egentlig bare til efterretning, fortæller Bent Højlund.
Ifølge dokumenter fra sagen, som B.T. er i besiddelse af, viser amerikansk politis efterforskning, at Randers Kommunes internetforbindelse er blevet brugt til it-konsulentens afpresning af den 11-årige pige.
Kai Lundstrøm Pedersen havde hjemmearbejdsplads, hvorfor det er uklart, om han udgav sig for at være den 14-årige dreng 'blondeboy' i arbejdstiden eller derhjemme.
Ved hjælp af en række forskellige IP-adresser - herunder 195.249.106.2, der tilhører Randers Kommune - havde han først held til at lokke pigen til at klæde sig af og onanere foran webkamera. Dernæst forsøgte han - med optagelser af seancen og flere falske Facebook-profiler som middel - at afpresse pigen til at gentage episoden.

























