Det er Local Eyes, der kan fortælle historien om Johanne Vinther Axelsen, som angiveligt allerede skulle være landet i lufthavnen i København.
Johanne Vinther Axelsen blev i april 2008 anholdt - mistænkt for at have smuglet ulovlige piller ud af Cambodja. I januar sidste år blev hun ved en cambodjansk domstol idømt 15 års fængsel for at have sendt 53 pakker med valium og kodein til Nordamerika. I alt var der tale om ikke mindre end 10.761 piller, som hendes søn Niels Eikeland havde fået hende til at sende for sig. Sønnen havde overbevist sin mor om, at forsendelsen var fuldt lovlig.
Kort efter sin dom ankede Johanne Vinther Axelsen dommen, som dog blev stadfæstet i september 2009. Dermed kunne den midaldrende kvinde se frem til 15 års helvede i et cambodjansk fængsel.
Det er lige nu uvist, hvad der har fået myndighederne i Cambodja til at forbarme sig over Johanne Vinther Axelsen.






















