Døende kniv-offer bad cafegæster om et glas vand

Den mand, der døde af knivstik på Rigshospitalet efter overfaldet i Vanløse, var stadig ved bevidstheden, da han blev kørt væk af ambulancefolkene

Det forklarer manden, der inde fra Cafe Damsø ringede 112.

- Jeg får at vide, at der er ballade ude foran. En anden gæst åbner døren, og der kommer en gut i hvidt arbejdstøj løbende ind. Han bløder fra siden og råber på hjælp og ambulance. Han bliver lukket ind, og døren bliver låst i fald, at nogen er efter ham, siger han til bt.dk.

Knivstikkeriet fandt sted på Jydeholmen i Vanløse omkring klokken 11.35. Cafe Damsø ligger ikke mange meter fra det sted, hvor knivstikkeriet fandt sted. Og på det tidspunkt er der seks-otte gæster på værtshuset, forklarer manden.

LÆS OGSÅ: Øjenvidne til knivdrab: Så teenager flygte skrigende med stor kniv

- Han bløder meget på trøjen, men det virker ikke umiddelbart så ekstremt. Men man må sige, at det var alvorligt. Han beder om lidt vand, men siger ellers intet. Vi prøver at holde ham vågen ved at snakke med ham, indtil ambulancefolkene kommer. Og han er stadig ved bevidsthed, da han bliver båret ud.

Han føler det som meget lang tid, inden ambulancefolkene kommer - uden udrykning, forklarer han.

- Det er svært at sige, præcis hvor lang tid, der gik, inden politiet og ambulancerne kommer. Måske 20 minutter. Men du føler at tiden går meget langsomt. Men de kom ikke med udrykning.

Ifølge politiets oplysninger var manden blevet stukket i ryggen. Han døde senere af sine kvæstelser på Rigshospitalets traumecenter. Det oplyste Emil Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, tidligere tirsdag til bt.dk.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her