Den kvinde, der i går tirsdag, blev fundet død udenfor sin bolig i Møgeltønder er i dag blevet obduceret. Det skriver jv.dk.

Obduktionen og den efterforskning, politiet har foretaget, har vist, at der ingen tegn er på, at kvinden har været udsat for noget kriminelt.

Dødsfaldet betragtes derfor af politiet som en ulykke, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en netop udsendt pressemeddelse.

Kvindens død vakte opsigt, fordi hun boede til leje i en ejendom, der ejes af prins Joachim. Derudover blev dødsfaldet efterforsket som en drabssag, men det er kutyme i sager, hvor der ikke er en oplagt dødsårsag, oplyser Helle Lundberg, kommunikationsmedarbejder hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.