Knap hver tiende dansker dør alene. Nogle af dem ligger i dagevis eller flere måneder, før lugten afslører, at de ikke længere er blandt de levende. Ida Holst har efterforsket historien bag 11 skæbner, der døde uden familie.

De døde i ensomhed
Preben Carlo Jensen

77 år. Fik studentereksamen, men aldrig en længerevarende uddannelse. Hans gamle kollega fra KTAS fortæller, at Preben var en enspænder og ensom. Han boede med sin mor, og efter hendes død blev han i lejligheden. Preben kom det meste af sit liv i Studenterforeningen og var medlem af både seniorrådet og studenterkoret. Hans overbo fortæller, at man ofte kunne høre ham synge i lejligheden. En dag faldt han på gaden, men blev sendt hjem fra hospitalet efter få dage. Han levede af småkager og vand, som var det eneste, han havde. Efter en måned fandt overboen ham ved hoveddøren. Hun prøvede at få ham indlagt, men han var ikke syg nok, lød svaret. Hun kæmpede for at hjælpe, men efter endnu en måned sov Preben ind. Otte mennesker mødte op til bisættelsen.