Den østjyske motorvej E45 har mandag morgen været spærret i sydgående retning ved Tilst. Det skyldtes en ulykke, hvor tre bilister er stødt sammen. Motorvejen er mandag formiddag åbnet igen.

En person er kørt til skadestuen med nakkesmerter, men derudover er der kun sket materielle skader. Hvad der forårsagede ulykken, er endnu uvist, men vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi har en formodning:

»Der har været langsom kørsel på strækningen, efter at en sæl blev observeret i nødsporet et stykke fra ulykkesstedet. Det kan have fået folk til at bremse op, og det kan dermed være skyld i sammenstødet,« siger Carsten Dahl.

Hvad sælen lavede det pågældende sted, vides endnu ikke. Men sælen er ifølge vagtchefen blevet påkørt og død.

BNB