Lokalpolitiet i Herning er næsten sikker på, at en mand, der er fundet død i en skov, er en lokal vagabond.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En mand, der onsdag aften blev fundet død i et træskur i en skov ved Fasterholt syd for Herning, er med meget stor sandsynlighed en 66-årig mand uden fast bopæl.

De sidste 15 år har den 66-årige opholdt sig meget i området omkring Brande, Fasterholt, Kølkær og Ejstrupholm.

Vicepolitikommissær Bent Smedegaard siger til TV2 Midt-Vest, at manden lokalt var kendt som Jens Gummistøvle, der som regel overnattede i skure eller på hølofter. Han var ifølge politiet svær at komme i kontakt med, men gjorde ikke en kat fortræd.

Liget af manden blev fundet onsdag aften af tre polske mænd, hvis bil var punkteret.

Da de ingen donkraft havde, gik de ind i skoven for at finde en kævle til at klodse bilen op med, mens de skiftede hjul.

Inde i skoven opdagede de et skur, og her så de en mand ligge livløs på gulvet. Politiet blev tilkaldt og kunne konstatere, at der ikke var tegn på, at der var sket en forbrydelse.

Manden skal obduceres i næste uge med henblik på en officiel identifikation.

/ritzau/