Sydøstjyllands Politi efterforsker et muligt drab, efter en person tidligere i dag blev fundet død i en lejlighed på Hybenvej i Horsens. Teknikere og retsmediciner arbejder lige nu på at opklare, hvad der ligger bag dødsfaldet, der af politiet betegnes som "mistænkeligt".

- Omstændighederne omkring det her fund gør, at vi har tilkaldt teknikere og retsmediciner, som skal undersøge de nærmere omstændigheder. Jeg kan ikke komme ind på de nærmere detaljer omkring efterforskningen, siger efterforskningsleder Steen Edeling fra Sydøstjyllands Politi.

Steen Edeling oplyste tirsdag aften til Berlingske Nyhedsbureau, at manden er død som følge af knivstik.

Bt.dk kan efter samtaler med bekendte på stedet afsløre, at den dræbte mand er i starten af tyverne, og han var ifølge vennerne en stille fyr, der såvidt vides ikke havde nogle fjender.

Den unge mand kom til Danmark fra Afghanistan, og han gik meget op i fodbold. Han spillede også selv, og vennerne kaldte ham for Messi - efter den argentinske verdensstjerne i FC Barcelona.

Den nu afdøde var gået i gang med at studere, men det havde han droppet. Han havde været i praktik på en café i Horsens, men ved sin død var han ledig.

Det var pårørende til den afdøde, der alarmerede politiet.

- Omkring middagstid bliver politiet kontaktet af en pårørende, fordi der er en person, de ikke kan få kontakt til. Politiet tager ud til adressen og skaffer sig adgang til lejligheden, hvor de finder en person død.