Efter en personpåkørsel søndag morgen kører Københavns metro igen normalt, oplyses det på metroens hjemmeside.

Søndag mistede mistede en person livet, da vedkommende blev påkørt af metroen ved Amager Strand station.

- Jeg kan bekræfte, at en person er blevet påkørt ved metrostationen. Vi er færdige med at undersøge sagen og har set overvågningsbånd igennem. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på en kriminel handling, siger vagtchef ved Københavns Politi, Michael Poulsen, til bt.dk.

Lige i nærheden af metrostationen, på Amager Strandvej ved Italiensvej, skete der samtidig en påkørsel mellem en taxa og en politibil, som var på vej til ulykkesstedet ved Amager Strand-metrostation, bekræfter Københavns Politi.

- Vi har en patruljevogn, der kolliderer med en hyrevogn. Alle implicerede er kørt til hospitalet for at blive tjekket, oplyser Michael Poulsen.

Metroen holdt stille mellem Øresund og Lufthavnen i en times tid, men kører fra klokken 9.30 nu igen normalt.