Med tør statistik belastede en mangeårige professor i statistik tirsdag den 32-årige sygeplejerske Christiana Aistrup Hansen, der har anket den livstidsdom, som hun har fået for at slå flere patienter ihjel på Nykøbing Falster Sygehus.

I Østre Landsrets lokale i Nykøbing Falster bekræftede statistik-professor Steffen Lauritzen konklusionerne i den analyse af de mange dødsfald, der især i årene 2011-12 indtraf på den medicinske afdeling M 130 på sygehuset i Nykøbing Falster, som han i 2015 blev bedt om at udarbejde af efterforskerne i drabsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Der skete lidt mere end dobbelt så mange dødsfald pr. vagttime på den tiltalte sygeplejerskes vagter i forhold til hendes kolleger i årene 2011-12. Det billede viser sig, ligegyldigt hvordan jeg analyserer tallene, så jeg er meget tryg ved konklusionen,« lød det roligt fra professoren i vidneskranken.

Professoren sammenlignede dødstidspunktet for patienterne på de afdelinger, hvor sygeplejersken arbejdede i årene 2009-14, og sammenlignede det med hendes vagtplaner. På den baggrund konkluderede han, at der i årene 2011-12 var tale om godt og vel dobbelt så mange dødsfald på hendes vagter i forhold til kollegernes. Også når man eksempelvis sammenlignede med de dødsfald, der skete på vagterne lige før og lige efter hendes vagter.

I 2011 viste professorens analyse, at der skete 33 dødsfald på Christina Aistrup Hansens vagter, men kun 13 på vagterne lige før og 15 på vagterne lige efter.

For 2012 var tallene 23 dødsfald på hendes vagter, mens kun otte lige inden og ni lige efter.

Statistik-professoren har afholdt sig fra at gisne om årsagen til de mange dødsfald, men understreger, at det er meget usandsynligt, at overdødeligheden skyldes tilfældigheder.

På Christina Aistrup Hansens vagter skete der 2,45 dødsfald pr. 100 vagttimer i de mest belastende perioder, mens de tilsvarende tal for hendes kolleger var omkring ét dødsfald pr. 100 vagttimer.

Sygeplejersken blev - lige som sine kolleger - første gang afhørt af politiet i marts 2012 efter pensionisten Arne Herskovs mistænkelige dødsfald på den medicinske afdeling 130. Dengang blev sagen henlagt, men tre år senere tog man sagen op igen i forbindelse med nye, dødelige overmedicineringer af patienter på Nykøbing Falster Sygehus, og Arne Herskovs død er nu blandt de anklagepunkter, som Christina Aistrup Hansen er blevet anklaget og dømt for.

Inden afhøringen af statistik-professoren gjorde sygeplejerskens nuværende forsvarer Michael Juul Eriksen opmærksom på, at han ville have protesteret over, at professorens analyse blev fremlagt i retten, hvis han i sin tid også havde været forsvarer under den indledende nævningesag i byretten.

»Det drejer sig om statistiske beregninger, der ligger uden for perioden for de forhold, som der er rejst tiltale for. Man vil i realiteten sige, at Christiana nok har slået flere ihjel og bruge det som løftestang i forhold til de ting, der er rejst tiltale for. Der er tale om en insinuering, og det beder jeg anklagemyndigheden have in mente,« lød det fra Michael Juul Eriksen.

Christina Aistrup Hansen nægter sig under ankesagen kategorisk skyldig i de anklager, som et enigt nævningeting ved Retten i Nykøbing Falster sidste sommer kendte hende skyldig i og udmålte en livstidsdom for.