Først lød det fra Thisted, at flere kvinder har følt sig forulempet af byens flygtninge. Nu melder Sønderborg og Haderslev om samme problemer i nattelivet.

I de sønderjyske byer Sønderborg og Haderslev oplever diskoteksejere, at flygtninge og asylansøgere har krænket kvinder med berøringer og tilbud om sex.

Det skriver TV Syd.

I Sønderborg blev den tidligere kaserne for halvandet år siden omdannet til asylcenter. En lokal diskoteksejer siger til TV Syd, at beslutningen har præget nattelivet i byen:

»Vi må konstatere, at en stor del af de mandlige gæster, der er kommet fra det lokale asylcenter, har meget svært ved at respektere det andet køn. I mine øjne er det en krænkelse, hvis en eller flere mænd fortsætter med at røre ved en ung pige efter at hun har sagt stop,« siger Glenn Hollender fra diskoteket Den Flyvende Hollænder til TV Syd.

Har du oplevet at blive krænket i det danske natteliv? Skriv til BT på 1929@bt.dk.

Også i Haderslev har man problemer med flygtninge i nattelivet. De første syriske flygtninge kom til byen i 2014, og en stor del af dem var enlige mænd. Den lokale diskoteksejer Rafi Ibrahim siger til TV Syd, at de 'sætter deres præg' på nattelivet:

»Mange af de flygtninge og asylansøgerne, der hver weekend færdes i nattelivet kender ikke spillereglerne. Ser de en pige, så går de helt amok. De kan simpelthen ikke håndtere det. De forsøger at hive fat i pigernes tøj eller at gramse,« forklarer Rafi Ibrahim til TV Syd. Han har syrisk baggrund, men har boet i Danmark i en årrække.

Thisted ramt af krænkelser

Tirsdag erkendte Thisted Kommune i Nordvestjylland, at byen har et problem med flygtninge, der forulemper piger i nattelivet. Flere kvinder har følt sig antastet, uden at nogle af episoderne dog har ført til politianmeldelse.

Episoderne i de jyske byer kommer frem i kølvandet på de omfattende overgreb, som blev begået på banegårdspladsen i Köln nytårsaften. Britiske BBC skrev tirsdag, at det lokale politi har modtaget 553 anmeldelser efter episoderne. 45 procent af sagerne handler om seksuelle overgreb.

Adskillige kvinder i de svenske byer Malmø og Kalmar har også anmeldt seksuelle krænkelser fra nytårsaften udført af mænd med indvandrerbaggrund.

Rafi Ibrahim siger til TV Syd, at mange af de mænd, der kommer til Danmark, har et anderledes kvindesyn. Derfor er de ikke klar til mødet med de danske natteliv, mener han.

I efteråret valgte tre diskoteker i Sønderborg at indføre et fælles krav til deres gæster om, at de skulle kunne tale dansk, engelsk eller tysk for at komme ind på diskoteket. Kravet blev indført, fordi diskotekerne skulle kunne kommunikere med gæsterne af sikkerhedsmæssige årsager.