Mandag aften blev digteren Yahya Hassan overfaldet på Københavns Hovedbanegård, da han fulgte sin kæreste til toget.

Det bekræfter politikommissær Ove Randrup fra Københavns Politis Station City.

- En 24-årig mand slog Yahya Hassan gentagne gange i hovedet og på kroppen med knyttet næve, oplyser han.

Den 24-årige mand er ifølge politiet af anden etnisk baggrund end dansk. Han er sigtet for vold, og bliver tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Efterforskningsleder ved Københavns Politi oplyser til Jyllands-Posten, at gerningsmanden råbte, at Yahya Hassan var vantro og skulle dø.

Til Politiken bekræfter den 18-årige digter Yahya Hassan selv overfaldet. Han fortæller til avisen, at han blev overfaldet af en enkelt person, mens han stod sammen med sin kæreste, der skulle med toget til Aarhus. De to var lige kommet hjem fra Berlin.

Ifølge Politiken blev den unge digter overfaldet bagfra. Voldsmanden slog Yahya Hassan i ansigtet, og den unge digter pådrog sig en flækket læbe, men meddeler, at han ellers er okay.

- Forskellige forbipasserende reagerede og overmandende gerningsmanden. Herefter blev politiet tilkaldt, oplyser politikommissær Ove Randrup

Yahya Hassan har ikke været indlagt.

24-årig anholdt

Politiet har anholdt den 24-årige, som i løbet af tirsdag skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Han vil blive sigtet for vold.

Yahya Hassan blev landskendt efter sine kritiske digte om sine forældres og sin egen generation af herboende muslimer, da han udgav debut-digtsamlingen 'Yahya Hassan'

Da den 18-årige digter i begyndelsen af oktober deltog i et interview i DR2s Deadline om digtene, udløste det en lang række dødstrusler mod Yahya Hassan.

Opdateres...


BNB