Tre rumænske mænd blev sent tirsdag aften anholdt af Fyns Politi efter en kort biljagt. De havde - sammen en fjerde mand - tømt lokale virksomheders tanke med dieselolie.
Tirsdag aften blev flere fynboer mistænksomme over en hvid stationcar, som kørte rundt i et industrikvarter på den vestlige del af øen.
- Vores patrulje spotter fire personer i en hvid stationcar, som de forsøger at standse. Bilen stikker af, og efter en kort eftersættelse kører de ind i et træ.
Det fortæller vagtchefen ved Fyns Politi til bt.dk.
Ingen kom noget til ved uheldet, og politiet kunne umiddelbart efter anholde de to af mændene. De to andre stak af.
- Den tredje anholdt vi lidt senere, da han kom gående i nødsporet på motorvejen, fortæller vagtchefen.
Den fjerde mand er stadig på fri fod.
I bilen fandt politiet en tank med 75 liter dieselolie, og tilbage på gerningsstedet havde de efterladt yderligere 50 liter og sugeredskaber.
De tre bliver afhørt i løbet af formiddagen.



