Efter skud med stjålet pistol i Albertslund vil forbund diskutere bedre sikkerhed i skytteforeninger.

København. Det var angiveligt et medlem af en lokal skytteforening, der affyrede det skud, der tirsdag ramte en politimand i hovedet ved politistationen i Albertslund.

Han brugte øjensynligt en pistol, der var stjålet fra foreningen. Det får Lars Høgh, der er formand for DGI Skydning, til at overveje, om sikkerheden er høj nok inden for sportsgrenen.

- Vi er nødt til at afvente politiets rapport, så vi kan få et indblik i, hvad der rent faktisk er sket, siger han.

- Så må vi forholde os til, om der er nogle procedurer i vores foreninger, som vi kan lave om. Om der er noget, vi kan gøre bedre for at sikre, at man ikke har mulighed for at stjæle et våben i en forening, som der er gjort i den her situation.

Sammen med Danmarks Jægerforbund er Dansk Skytte Union og DGI gået sammen med Justitsministeriet om at få etableret et såkaldt våbenråd, der skal drøfte lovgivningen på området.

Lars Høgh håber, at blandt andet det Kriminalpræventive Råd og Advokatsamfundet vil tage del i diskussionen i rådet.

- Så vil vi i det råd kunne drøfte, hvordan vi laver regler, der sikrer størst mulig sikkerhed, siger han.

I dag kræves der ikke en ren straffeattest eller et baggrundstjek for at kunne skyde til måls i de danske skytteforeninger, hvor alle kan blive medlem.

Strammere adgangskrav er dog ifølge Lars Høgh ikke en del af løsningen til at skabe større sikkerhed.

- Selv om vi tjekker dem og for eksempel beder dem om at komme med en ren straffeattest, er vi så 100 procent sikre på, at en lignende ulykke ikke kan ske igen? Det tvivler jeg på, siger han.

/ritzau/