Retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Kofod Poulsen, er harm over de nye oplysninger i sagen om den tragiske vandscooterulykke i lørdags, hvor to amerikanske kvinder mistede livet.

En af de otte sigtede var nemlig i færd med at afsone en ubetinget fængselsstraf, da ulykken skete. Alligevel så opholdt han sig i Københavns Havn, hvor han sejlede på vandscooter og nu er sigtet for at bringe andres liv i fare.

»Jeg er rasende over det her,« siger Peter Kofod Poulsen til BT.

»Man får i den grad den tanke, at Danmark er et fuldstændig konsekvensløst land. hvor man frit kan opføre sig som en idiot, når man er på udgang,« siger retsordførereren.

Han forklarer, at han nu tager sagen op med justitsminister Søren Pape Poulsen og forklarer, at han nøje vil kigge sagen igennem.

»Jeg kan forstå, at man kan få udgang fra fængslet, hvis man skal til begravelse i forbindelse med en pårørendes død eller man skal til sit barns fødselsdag eller noget i den retning. Men hvis man sidder på en ubetinget straf, så synes jeg det er mærkeligt, at man kan opføre sig på den her måde,« forklarer han.