Onsdag den 23. august blev dagen, hvor politiet - som de selv siger - fik et stort gennembrud i deres efterforskning i den sag, som er kendt som alle danskere efterhånden kender som Ubådssagen.

Den svenske freelancejournalist Kim Wall er død. Hendes lig blev fundet mandag eftermiddag ved kysten på Amager. Hendes hovede, arme og ben er bevidst blevet savet af. Hendes døde krop er blevet stukket flere gange, så liget blev 'punkteret', så der var mindre sandsynlighed for, at det ville dukke op igen og der blev fastgjort metal til det. Hun var alene ombord på ubåden med Peter Madsen. Han har erkendt, at hun er død og at han smed liget i vandet.

Så kunne man måske tro, at sagen er lukket og nu ved vi næsten det hele. Intet kunne være mere forkert.

»Vi mangler motivet og vi mangler dødsårsagen. Det er meget vigtigt for at vurdere hans eventuelle skyld,« siger Eva Smith, professor emeritus i retsvidenskab ved Københavns Universitet.

»Det er ikke sikkert, at Peter Madsen bliver dømt for drab. Der er mange uafklarede spørgsmål og hvis hans forklaring om, at der er tale om en ulykke virker troværdig på retten, så kan det ikke afvises, at han alene bliver dømt for usømmelig omgang med lig,« siger Eva Smith.

MOTIVET

DET VED VI MED SIKKERHED:

Vi ved, at Kim Wall kontaktede Peter Madsen i forbindelse med, at hun ville skrive en artikel. Vi ved, at det var derfor hun opholdt sig på ubåden.

Vi ved også, at Peter Madsen efter dødsfaldet besluttede sig for at smide liget i Øresund. Desuden ved vi, at Politiet arbejder ud fra den teori, at Peter Madsen bevidst har forsøgt at ”punktere” liget, partere det og sætte metal på, så det ikke flød op til overfladen.

DET VED VI IKKE

Vi ved ikke, hvad der har fået gerningsmanden til at partere Kim Walls lig. Offentligheden har ikke kendskab til Kim Walls skæbne efter 20:30, hvor hun blev fotograferet smilende og rolig i tårnet af Nautilus midt på Øresund i den smukke sommeraften. Da vi ikke ved, om der sket en ulykke eller et drab, så kender vi intet til eventuelle motiver bag Peter Madsens handlinger.

HVAD ER DER SKET?

DET VED VI MED SIKKERHED:

Kim Wall sejlede ud i Øresund med Peter Madsen torsdag den 10. august klokken cirka 19. Der var mange vidner. Ubåden blev både set af et stort antal lystsejlere og fotograferet af adskillige private helt frem til 20:30. Både Kim Wall og Peter Madsen er på billederne, hvor de virker rolige og i godt humør.

Ubåden bliver set af et svensk fragtskib, som er tæt på at kollidere med ubåden, lidt efter midnat i sejlrenden mellem Saltholm og Amager. Ubåden har ikke tændte lanterner, men vi ved også, at der slet ikke er lanterner på ubåden.

10:30 næste dag opdages ubåden i Køge Bugt med Peter Madsen synlig i tårnet. Efter en kort radiokontakt med Peter Madsen, så forsvinder han ned i ubåden, som straks efter synker.

Politiet fører ham med fra Dragør og han sigtes samme dag for drab og varetægtsfængsles.

I mellem 20:30 torsdag aften og 10:30 den følgende dag er Kim Wall afgået ved døden. Blevet parteret og smidt i Øresund

DET VED VI IKKE

Det vides ikke hvordan Kim Wall er afgået ved døden. Peter Madsen har selv forklaret, at der er sket en ulykke. Politiet har omvendt sigtet ham for drab. Det er en gåde hvad hun er død af.

(artiklen fortsætter under grafikken)

Foto: Grafik: Johnny Öberg
Vis mere

BEVISER

DET VED VI MED SIKKERHED

Kim Walls blod er fundet i ubåden Nautilus. Der var tale om størknet blod, hvilket indikerer, at liget har ligget i en periode i ubåden, før det er smidt i Øresund.

Vi ved, at det er hendes lig, der mandag aften blev fundet ved kysten på Amager. Politiet forklarer også, at ligets arme, ben og hoved bevidst er savet af.  Ligeledes er liget blevet dolket, således at det med mindre sandsynlighed ville dukke op af havet igen. Desuden er der blevet fastgjort metal til liget, så det sank hurtigere.

DET VED VI IKKE

Det vides endnu ikke, om der er fundet andre dna-spor på liget eller i ubåden. For eksempel fra Peter Madsen. Det vides ikke om Kim Wall har været udsat for en seksualforbrydelse.

Det er også uvidst om politiet har sikret andre beviser, såsom for eksempel værktøj, som kunne være brugt til partering.

Københavns Politi oplyser, at de har gjort ”nogle fund” i ubåden og de er sendt til undersøgelser. Det kan tage nogle uger før der er svar.

HVAD BLIVER PETER MADSEN DØMT FOR?

DET VED VI:

Det er slået fast, at Peter Madsen har efterladt  Kim Walls lig i Øresund. Det er usandsynligt, at han ikke dømmes for det forhold.

DET VED VI IKKE

Det er stadig uopklaret, om der overhovedet ligger en forbrydelse bag Kim Walls død. Og selvom der gør, så skal politiet stadig løfte bevisbyrden. En dom for drab udløser som udgangspunkt tolv års fængsel, men endnu kan ingen vide hvad sagen ender med.