Da politiet ransagede den lejlighed i Odense, hvor den fynske sexkidnapper boede frem til anholdelsen den 1. juli 2013, fandt de nogle computer og flere harddiske. Den 41-årige sexkidnapper, CJ, gav frivilligt koderne til både computere og alle harddiskene - undtagen tre.

På computerne og harddiskene fandt politiet 100.034 filer med børnepornografisk materiale, som er en del af det omfattende bevismateriale i sagen mod CJ. Sagen er i disse dage for i Retten i Odense. Et væsentligt bevis i sagen er det dog ikke lykkedes efterforskerne at finde, og det kan meget vel vise sig at være på de tre harddiske, som politiet ikke kan få adgang til.

Læs også:

Den 41-årige er tiltalt for blandt andet at stå bag to meget grove seksualforbrydelser mod to piger på henholdsvis 11 og 10 år, som fandt sted på Fyn i efteråret 2012. Udover voldtægterne af de små piger er CJ også tiltalt for at have forsøgt at voldtage en voksen kvinde i Odense, forsøg på at fange og indespærre en mindreårig pige med henblik på at holde hende som sin sexslave samt besiddelse af børneporno, sprængstoffer, våben, ammunition og euforiserende stoffer.

Følg BTs livedækning af sagen her.

Under efterforskningen er det aldrig lykkedes politiet at finde optagelserne af overgrebene. Det er politiets og anklagemyndighedens formodning, at optagelserne ligger på de tre harddiske, som den tiltalte ikke har givet politiet adgang til. Politiets computerteknikere har heller ikke selv haft held til at skaffe sig adgang til harddiskenes materiale.

Under retssagen har anklager Lenette Skak læst CJs forklaring fra grundlovsforhøret i juli 2013 op i retten, hvor CJ blandt andet beskrev, at han havde placeret kameraet i spænd ved et sæde i bilen, så han kunne optage voldtægterne af de to piger i efteråret 2013.

Læs også:

CJ har dog ændret forklaring efter grundlovsforhøret, og han siger nu, at han ikke optog overgrebene med sit kamera.

- Min klient har under sagen forklaret, at han ikke har lavet optagelserne, siger forsvarer Linda Christensen til BT.

CJ har under retssagen delvist erkendt, at han står bag overgrebene på de to piger, men har forklaret, at overgrebene fandt sted, mens han havde en psykose, og at han derfor troede, at gud befalede ham til at lave overgrebene.

Videooptagelserne ville derfor kunne give et indtryk af, hvordan voldtægterne konkret fandt sted, og hvad CJ præcist gjorde ved pigerne.