»Retfærdigheden er endelig sket fyldest. Til minde om Erik Dam 08-11-1988«. Sådan lyder ordene på et af de breve, som en pårørende til Erik Dam har lagt få meter fra gerningsstedet ved Glostrup Amtssygehus, hvor den tidligere Bandidos-rocker Mickey Borgfjord Larsen blev sprængt i stumper og stykker.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fjender og pårørende til ofre for Mickey Borgfjord Larsens kriminelle liv mødte nemlig op i løbet af dagen for med egne øjne at se stedet, hvor likvideringen fandt sted og for at lægge en hilsen til den mand, der havde ført både sorg og frygt ind i deres liv. Og der var dødsglæde at spore blandt de fremmødte.

Dræbte 23-årig
I 1988 stak Mickey Borgfjord Larsen nemlig uden motiv den 23-årige Erik Dam ihjel i et S-tog. Erik Dam havde bedt Mickey Borgfjord Larsen og hans kammerat om at dæmpe sig, da de generede andre passagerer. I stedet sprang den da 17-årige Mickey på ham og stak ham ihjel med otte knivstik.

Dét drab er nu - ifølge hilsenen Erik Dams pårørende - retfærdiggjort, da den frygtede forbryder Mickey Borgfjord Larsen blev bombet ihjel tirsdag morgen.

Dødsglæde
Resterne af bilen og Mickey var fjernet i går, men der var hele dagen politi omkring gerningsstedet. Jorden blev boret op for at finde rester af bevismateriale, og træer omkring gerningsstedet blev fældet. Hele tiden stoppede nysgerrige personer op for at se, hvad der skete.

Når de hørte, hvem det var, der var død, trak de på skuldrene. I stedet kunne de glæde sig over, at bombesprængningen ikke havde ført andre ofre med sig. Dødsglæden var heller ikke til at tage fejl af hos en kvinde, der kiggede på blomsterne:

»Han var en ondskabsfuld stodder. En led satan. Jeg er kun lykkelig for, at han er død. Han afpressede mig og min kæreste for 55.000 kr. - og vi kunne ikke andet end at betale. Han var ikke én, man sagde imod,« fortalte kvinden, der var mødt op for med egne øjne at se det sted, hvor en af hendes værste fjender var død.

Hoppede af glæde
»Da jeg først hørte om det, syntes jeg, det var tragisk. Men da jeg fandt ud af, at det var Mickey, hoppede jeg rundt i stuen af glæde. Men selvfølgelig er det sørgeligt for hans børn,« sagde kvinden, der ønsker at være anonym.

Mickey Borgfjord Larsen efterlader sig nemlig to børn. For selv de værste kriminelle har venner og familie, der elsker dem. Det kom til udtryk i de sidste hilsner, som familien havde lagt sammen med blomster.

På en hilsen fra Mickeys søn, stod der: »Ved godt, jeg ikke kendte dig far, men fuck, hvor jeg savner dig. Tak for alt,« var der skrevet på et lille billede blandt blomsterbuketterne.

»Far. Vi vil altid elske dig, og du vil altid være i vores hjerter. Din Tullepia, mor og lillesøster,« stod der på et andet brev.

Nyt liv
En af Mickeys barndomsvenner var også mødt op ved gerningsstedet. Han havde talt med Mickey tre dage før likvideringen:

»Det er klart, jeg har det skidt. Han var min barndomsven. Han havde både venner og fjender. Når man vælger sådan et miljø, vælger man også både de gode og dårlige sider. Han vidste godt, han var i fare. Men han har ikke lavet noget i lang tid. Han ønskede at afsone sine domme og så komme videre i livet,« fortalte Mickeys gode ven.