En 24-årig mand fra Sønderborg kommer til at betale dyrt for at have set TV-Avisen på sin Ipad, samtidig med at han kørte 149 kilometer i timen på motorvejen.

Færdselsbetjenten Kenneth Benfeldt blev onsdag aften overhalet af en bil på den sønderjyske motorvej mellem Haderslev og Vojens

Han valgte derfor at følge efter bilen i sin civilvogn og målte dens gennemsnitshastighed til 149 kilometer i timen. Samtidig opdagede færdselsbetjenten, at bilen slingrede flere gange, hvilket gav ham en mistanke om, at føreren var påvirket af alkohol.

Det skriver jv.dk.

Ved frakørslen ved Vojens lykkedes det Kenneth Benfeldt at få stoppet bilen, der havde den 24-årige mand bag rettet. Det viste sig, at manden ikke slingrede, fordi han var fuld, men fordi han havde set tv på sin Ipad.

Ipad'en var placeret i forruden, så både den 24-årige og kæresten kunne følge med på skærmen.

»Ja, de sad og så TV-Avisen. Det er åbenbart vigtigt at følge med i nyhedsstrømmen, siger færdselsbetjenten fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra-Bladet.

Måtte slet ikke køre bil

Ifølge jv.dk tjekkede politiet efterfølgende den 24-åriges papirer. Det viste sig, at han ikke havde kørekort. Manden havde tidligere fået en betinget frakendelse, fordi han havde kørt for stærkt.

Efterfølgende havde han ikke bestået den nye køreprøve og kunne derfor ikke få generhvervet kortet.

Episoden kommer formentlig til at koste den 24-årige en ubetinget frakendelse af kørekortet, fortæller Kenneth Benfeldt, der også er faglig koordinator ved færdselspolitiet, til jv.dk

Kenneth Benfeldt skønner samtidig, at bilisten vil få en både på cirka 10.000 kroner. Oven i bøden, skal den 24-årige betale 500 kroner til Offerfonden, lige som alle bilister, der får et klip eller frakendt førerretten.