Den nigerianske kvinde Destiny blev første gang handlet som femårig. 11 år senere fandt hun sig selv på et bordel i Granada – med en stor gæld at betale. I Danmark fandt hun en vej ud af livet som prostitueret.

Den 10. april 2009 trak Destiny en lovende kunde. En velsoigneret dansk herre med flotte sko og jakkesæt blev draget af den velformede afrikanske kvinde, som bød sig til på Istedgade.

»Han lignede en ansvarsfuld mand. Du ville aldrig tro, han kunne finde på at gøre sådan noget,« siger Destiny ildevarslende og holder øjenkontakten med bøjet hoved. Hendes stemmeleje er lavt, men hun fortæller sin historie uden at tøve.

»Manden sagde, at han ville give mig 2.000 kroner for at gå med ham op på hotellet,« siger hun. På det tidspunkt havde Destiny allerede levet i årevis som handlet til prostitution, men kunderne, fortæller hun, havde altid behandlet hende ordentligt. For sent gik det op for hende i det lille værelse på Hotel Comfort i Colbjørnsensgade, at den velklædte mand var undtagelsen.

»Da jeg bad om pengene først, råbte han ad mig: »De penge, jeg betaler for det her hotelværelse, er også dem, jeg bruger på at kneppe dig«,« husker hun.

Destiny forsøgte at flygte, men kunne ikke.

»Han var for stor, for stærk. Han voldtog mig, slog mig, tæskede mig næsten til døde.«

Dagen efter beskrev flere medier mishandlingen og voldtægten af kvinden på hotellet på Vesterbro. Destinys store læber var ødelagte, hendes ansigt var hævet efter talrige slag med de højhælede sko, hun havde forsøgt at beskytte sig selv mod volden med. Og hun havde store mærker på sin hals efter mandens kvælertag.

Ikke desto mindre skulle overfaldet vise sig at være begyndelsen til enden for Destinys liv som prostitueret med den dystre del af Vesterbro som arbejdsplads.

Den 32-årige nigerianske kvinde fortæller i dag i Berlingske sin historie om den lange rejse fra Afrika og om livet som handlet kvinde. Avisen møder Destiny i HopeNows kontor i det nordvestlige København. Organisationens stifter, Michelle Mildwater, er med under interviewet som moralsk støtte. Det var hende og de ansatte i HopeNow, som senere hen hjalp Destiny til at ændre sit liv i årene efter overfaldet på Hotel Comfort. Den velklædte mand, som overfaldt hende, fik et år i fængsel for sin forbrydelse. Under retssagen bad hans kone Destiny om tilgivelse.

Husslave som femårig

Som en stor del af de handlede kvinder i Europa, er Destiny født i Nigeria, nærmere bestemt storbyen Benin. Hun var fem år, da hun første gang blev handlet. Dengang solgte hendes mor hende for et ukendt beløb til en anden kvinde, som påstod, at hun ville tage den lille pige med til Europa.

»Jeg blev så glad,« husker hun i dag, 28 år senere. Men det skulle vise sig at være en blindgyde på vejen til den for nigerianerne forjættede europæiske landjord. Kvinden tog Destiny med en halv times kørsel uden for Benin og efterlod hende hos en gammel kone, hvor hun blev sat til at arbejde i marken.

»Jeg var kun et barn. Jeg tilbragte hele min barndom med at dyrke grøntsager. Jeg skulle stå op klokken to om natten for at lede efter kirsebær og snegle i vildmarken og sælge dem for den gamle dame på markedet om morgenen,« siger Destiny.

Hun fortæller også, at hun i de ti år, hun levede i landsbyen hos den gamle dame, aldrig gik en dag i skole.

Da hun som 15-årig bad konen om hjælp til at finde sin familie igen, sendte den gamle hende afsted for at finde dem.

»Men da jeg ankom til Benin, så jeg, at min mor, min far og mine søskende alle var junkier. De sloges og skændtes hver dag, røg marihuana og drak sig fulde. Min far viste sig at være en bums, der fik børn, som en høne lægger æg, uden at have penge til at tage sig af dem. Jeg blev så træt af livet og ønskede, at jeg var blevet i landsbyen,« siger Destiny.

Drømmen om Europa

Med længsel i hjertet væk fra elendigheden søgte hun andre bekendtskaber i Benin, og blandt andre unge kvinder stødte hun igen på drømmen om Europa. Rygterne gik, at hvis man kunne finde sig en europæisk »sugar daddy« – en rig mand – at gå i seng med, så var lykken gjort. Da en ældre kvinde tilbød Destiny at hjælpe hende med at komme afsted, var hun derfor ikke sen til at slå til.

»Jeg ville ikke leve som min familie og sælge vand på gaden uden at have nok penge til mad og tøj. For alt i verden ville jeg til Europa. Kvinden spurgte mig, om jeg vidste, at jeg ville være nødt til at gå i seng med en sugar daddy. Jeg sagde, at min veninde allerede havde fortalt mig om det. Hun bad mig sværge en ed,« siger Destiny.

Her bryder Michelle Mildwater, den moralske støtte, ind. Ifølge HopeNow-stifteren, som har arbejdet med handlede kvinder i årevis, har man i dele af Nigeria ikke har megen tiltro til jura. I stedet sætter man sin lid til voodoo-præsternes eder, som kan forsegle en pagt mellem to mennesker. På den måde solgte Destiny sin sjæl til sin første »madam« for en rejse til Europa og en gæld på 45.000 dollars.

»De tog mig med ud til kirkegården, og de fik mig til at lægge mig i en åben grav. Her skulle jeg sværge, at jeg ville arbejde min gæld af for madam og hvis ikke falde død om som dem i gravene omkring mig,« siger Destiny.

Michelle Mildwater forklarer, at netop disse voodoo-, eller juju-eder er et stort problem i kampen for at få de handlede kvinder til at vidne mod menneskehandlens bagmænd, fordi kvinderne ofte også har svoret ikke at sladre, og fordi de er overbevist om, at de får åndernes vrede at føle, hvis de bryder eden.

Fra Nigeria til Istedgade

Tilbage i Benin var Destiny klar til at forlade Afrika. Hun var 16 år, men lille af sin alder, hvilket ifølge menneskehandlerne ville gøre det lettere at narre myndighederne undervejs, fortæller hun.

Fra Nigeria transporterede menneskehandlere hende videre til Mali, hvor Destiny sammen med andre unge mennesker med samme skæbne ventede på at komme videre til Marokko.

»Vi var flere hundrede, drenge og piger. Mange af pigerne blev voldtaget. Jeg var heldig, for jeg var meget grim dengang, og min mave var tyk. Ikke som i dag, hvor jeg er smuk som en prinsesse. Dengang ville mændene ikke have sex med mig,« fortæller hun.

Det lykkedes menneskehandlerne at flyve Destiny til Marokko, da ingen i lufthavnen anede uråd over den underernærede pige. Også her måtte hun vente på at komme videre i en menneskehandlers hus.

»Her var der også mange drenge og piger. Måske ti eller 15 af pigerne var gravide. Han var en hund, bossen. Han havde sex med dem alle sammen. Han gjorde dem gravide og gav dem piller bagefter, så de aborterede,« husker Destiny og tilføjer:

»Jeg håbede igen, at det ville beskytte mig, at jeg var grim.«

Efter få dage i Marokko gennede menneskehandlerne en gruppe på ifølge Destiny op mod 250 personer afsted mod vandet i ly af mørket, gennem vildnis og ørken for at nå bådene mod Europa. Men de var ikke alene i natten.

»Der var en hel masse arabiske mænd, som ventede på os på vej til vandet. De ville have vores penge. De hakkede i folk med macheter, slagtede dem som kyllinger. De voldtog løs og snittede i folk. Jeg græd. En pige ved siden af mig kæmpede imod, og jeg så dem skære hendes øje ud. Jeg bad for mit liv og så dem brække armen på en anden pige, som jeg så igen senere i Spanien,« siger hun og fortsætter:

»De (menneskehandlerne, red.) må have vidst, at de kunne tjene mange penge på mig. For min herre sendte en bodyguard for at hente mig.«

Mand, »bodyguarden«, sparede Destiny for den farefulde færd over Middelhavet. Formentlig vurdede menneskehandlerne, at den unge pige var for værdifuld og ville ikke risikere deres investering på sejladsen. I stedet satte de hende på et fly til Spanien, hvor personer i menneskehandlernes netværk stod klar til at føre hende videre til sin destination: Et bordel i Granada. Her indså Destiny virkeligheden om hendes kommende liv i Europa.

»Min madam gav mig nyt tøj og sendte mig hen til klubben, hvor jeg skulle arbejde. Da jeg så, at pigerne derinde var sammen med mange forskellige mænd, løb jeg hen til hende igen og spurgte hende, hvor min sugar daddy var,« siger Destiny, men her var der ingen hjælp at hente.

»Hold kæft. Barbér din fisse og tag din bikini på. Og kom så herud og arbejd for mine penge,« sagde hendes madam, husker Destiny. Hendes nye chef – eller madam – lærte hende, hvordan hun skulle prostituere sig selv. Hvordan hun skulle kæmpe for at skrue prisen op for kunderne. På den måde gik tiden, og hver dag solgte Destiny sig selv til nye mænd. Pengene gik til hendes madam. År senere mente hun at have betalt chefen de 45.000 dollars tilbage. I hemmelighed havde hun ført regnskab i den bibel, hun altid havde ved sin seng. Alligevel mente hendes madam, at gælden endnu ikke var betalt.

Men selv om Destiny følte sig uretfærdigt behandlet, kunne hun ikke bryde med den kvinde, hun skyldte så meget, som med Destinys egne ord havde »reddet hendes liv«.

»Jeg havde sværget på, at jeg ikke ville løbe væk fra hende, og mine drømme blev hjemsøgt af frygtelige ånder. Forbandelsen fra kirkegården stoppede mig. Så jeg sagde til hende okay, jeg er klar,« fortæller Destiny.

Hun blev af sin madam sendt videre til Danmark, hvor andre menneskehandlere i netværket tog imod hende. Det var på den måde, hun endte på Istedgade den skæbnes­vangre dag i 2009.

Vejen væk fra gaden

Men gælden til hendes madam er kun en del af grunden til, at den nigerianske kvinde blev holdt fast i prostitutionen. »Min familie var min anden herre,« siger hun selv. Mens Destiny betalte gælden til hendes madam af, sendte hun penge til familien i Benin, men de ødslede dem bort og bad hele tiden om flere, siger hun.

»Pengene, man tjener på prostitution, er blodpenge. Jeg brugte dem aldrig på mig selv, men sendte dem til min familie. Jeg ofrede mig selv for dem,« siger hun med foragt i stemmen og tilføjer, at hendes mor forsøgte at overtale hende til at blive ved og truede hende med voodoo, da hun begyndte at snakke om at komme væk fra prostitutionen.

Det er her, Michelle Mildwater kommer ind i billedet i Destinys liv. Efter det voldsomme overgreb på hotellet på Vesterbro blev den afrikanske kvinde sat i Vestre Fængsel for overtrædelse af udlændingeloven. En praksis, der i dag er lavet om på, så kvinder karakteriseret som handlede får en anden behandling. Michelle Mildwater besøgte Destiny i fængslet. Hun kendte hende fra gademiljøet, hvor HopeNow forsøger at få kvinderne i tale, og det lykkedes hende med tiden at få Destiny overtalt til at få hjælp af organisationen til at lære at læse og skrive og bruge en computer. Historien er ifølge begge kvinder en succes, og i dag driver Destiny en frisørforretning.

»Jeg har fået et håb i livet, og fra nu af ser jeg kun fremad,« siger Destiny bag det tykke pandehår.

Hun folder sine hænder med de lange plastiknegle og holder igen øjenkontakten fast:

»Jeg vil også gerne sige noget til folk her i Europa: Vær venlige at respektere de sorte, I ser på gaden. For I ved ikke, hvad et hårdt liv er. Hvis I vil vide det, så kom til Afrika.«