Far og søn, der blev fundet døde i havnen i København, levede et ensomt liv. Meget ensomt. Men hvem var de, og hvad fik dem til at tage springet?
De to spørgsmål vil vi aldrig få et entydigt svar på. Den 82-årige far Embo Polver og hans tyve år yngre søn havde stort set kun hinanden, og derfor har de taget en stor del af deres livshistorie med sig i graven, da de med lommerne fulde af blylodder sprang ud fra Knippelsbro i København.I B.T.s søgen efter kvalificerede svar, har avisen gravet bag om tragedien.
Og her gemmer sig en historie om en engang social og aktiv far, der sammen med den legendariske landsholdspiller Knud Lundberg, var med til at få basketball til Danmark.
Men også historien om en far, der brød kontakten med omverdenen, da hans søn blev syg.
Forfatteren Erik Graff er den eneste person, som faren, Embo Polver, havde et bekendtskab med, i de sidste mange år af hans ensomme liv.
- Han så mig som sin ven, men jeg anså ham nærmere som en bekendt.
Sådan lyder det fra Erik Graff, der blev kontaktet af Embo Polver for omkring fem år siden.
Det var netop Erik Graffs forfatterskab, der fik Embo Polver til at kontakte ham. Tilbage i 2004 hører Embo Polver en radioudsendelse, hvor Erik Graff taler om tro og eksistens med udgangspunkt i sin bog 'Hvem, hvad, hvor er Gud?'.
Stærkt troende
- Han var et stærkt troende menneske, og vores møder handlede altid om tro. Han var et meget søgende menneske, siger Erik Graff.
Og selv om Embo Polver var en meget lukket person, åbnede han efterhånden op over for Erik Graff, der fik brudstykker af Embo Polvers livshistorie.
Han var oprindeligt fra Estland, men flygtede fra russerne til Danmark umiddelbart efter 2. Verdenskrig. I Danmark blev han gift med den kæreste, han flygtede fra Estland sammen med. Hun blev uddannet læge her i landet. Da sønnen var omkring 7-8 år, blev de skilt, og herefter var det Embo Polver, der tog sig af sønnen. Moderen kom dog jævnligt på besøg, indtil hun døde i 2007. Sønnen var ikke med til bisættelsen, men i stedet bad Embo Polver Erik Graff om at deltage.
- Hun var også et ensomt menneske. Det var kun Embo Polver og jeg, der deltog i bisættelsen.
Men selv om Erik Graff blev hans betroede ven, blev Embo Polver aldrig mere end en bekendt for Erik Graff: - Jeg står tilbage med en underlig fornemmelse af at have kendt et menneske, som jeg alligevel ikke rigtig kendte. Og det er jo trist og forbløffende, hvis jeg, som havde et begrænset kendskab til ham, var den eneste, han kendte.
Det var da heller ikke alt, Embo Polver åbent og ærligt betroede Erik Graff.
- Jeg har aldrig mødt sønnen. Han sagde ikke, at sønnen var skizofren, men fortalte i stedet, at han led af epilepsi.
I den sammenhæng fortalte Embo Polver, at han havde dårlig samvittighed og skyldfølelse over for sin søn, der bebrejdede ham for sin sygdom.
Sønnens sygdom ændrede alt
Og sønnens skizofreni ændrede i den grad deres liv. Inden sønnen i de sene teenageår blev syg, var Embo Polver en helt anden person - social og aktiv. Faktisk var han med til at starte basketball op i Danmark sammen med bl.a. Lembit Treufeldt, der også var flygtet fra Estland efter 2. Verdenskrig.
De to mødte hinanden i 1950’erne i foreningen Universitetets Studenter-Gymnastik (USG). Her spillede han bl.a. sammen med den legendariske sportsmand, forfatter og journalist, Knud Lundberg, der blev dansk mester og landsholdspiller i håndbold, fodbold og basketball.
Lembit Treufeldt og hans familie blev venner med Embo Polver, men efter sønnen blev syg, trak Embo Polver sig tilbage.
- Det er mit lod at tage mig af min søn, gav Embo Polver ifølge Lembit Treufeldts søn, Hans Treufeldt, som begrundelse.
De sidste par år begyndte Embo Polvers kræfter at slippe op.
- Han gav aldrig udtryk for at ville begå selvmord. Men han beklagede sig over sin svækkelse og var meget bekymret for, hvad der skulle ske med sønnen, siger Erik Graff.
Derfor spurgte han Erik Graff, om han ville tage sig af hans søn, hvis han døde før sønnen.
- Jeg forklarede ham, at jeg ikke kunne have ham boende, men ville selvfølgelig hjælpe med at få sønnen sendt videre i systemet.
Bad Graff om hjælp
I marts bad Embo Polver så Erik Graff hjælpe ham med at ansøge om en plejebolig til både ham og sønnen. Frederiksberg Kommune havde endnu ikke afgjort, om det ønske kunne imødekommes, da far og søn sprang i det grumsede vand under Knippelsbro.
Hvorfor de valgte denne ultimative udvej, står hen i det uvisse. Men både Erik Graff og Hans Treufeldt beskriver Embo Polver som en paranoid mand, der ikke havde den store tiltro til det offentlige system.
- Jeg sagde flere gange til ham: Nu må du ikke være så paranoid. Men han svarede blot; jamen jeg er paranoid, fortæller Erik Graff.
Måske blev tanken om, at det offentlige system kunne finde på at skille ham fra den søn, som han havde taget sig af hele sit liv, for meget for den paranoide Embo Polver.
- Han var fra en anden tid og en anden kultur, hvor man forsøgte at klare sig selv. Man spurgte ikke bare om hjælp - så blev man sendt til Sibirien af Stalin, forklarer Hans Treufeldt.
Far og søn blev aldrig skilt fra hinanden. I stedet sprang de i døden sammen.
