Da bombemanden Lors Doukaiev var i København under en studietur i 2008, så han nogle graffiti-tegninger, der provokerede ham som troende muslim.

Det fortæller hans tidligere boksetræner Albert Sybens kone, som Ektra Bladet har mødt i byen Xhendelles i Belgien.

Selvom Lors Doukaiev har bedt dansk politi om at få udleveret både den jødiske Tora, Biblen og Koranen, tilsyneladende for at skjule sin baggrund, er der ikke længere tvivl om, at den 24-årige tjetjensk-fødte belgier bekender sig til islam.

- Han var meget religiøs og praktiserede sin religion. Og jeg har kun indtryk af, at han var en rar og venlig person. Men jeg ved, at han blev meget sur over noget graffiti, hvor man hånede islam eller muslimer, siger hun til Ekstra Bladet.

Lors Doukaiev trænede i den belgiske bokseklub Cocktail Boxing Club i Liége, hvor Albert Syben var hans træner. Det var denne mand, der på B.T.s foranledning identificerede Lors Doukaiev som bombemanden, der nu sidder isolationsfængslet i København. Sidenhen har de lokale myndigheder lagt en jernring om Albert Syben, der i dag arbejder i en specialenhed i det belgiske politi.

Om de graffiti-skriblerier, som fru Syben hentyder til, er identiske med Muhammed-tegningerne, ligger ikke fast.