Den 50-årige mand, der fredag tilstod drabene på sin kone og to døtre, er fængslet i fire uger.

Den 50-årige mand, der fredag tilstod drabene på sin kone, blev lørdag morgen fængslet i fire uger in absentia i retten i Holbæk . Skaderne efter et trafikuheld, hvor manden angiveligt forsøgte selvmord, betød, at manden ikke kunne møde i retten.

Under lørdagens retsmøde kom det frem, at den 50-årige mand havde skrevet et afskedsbrev, efter han havde slået sin kone og sin 18-årige datter ihjel. Efterfølgende slog han også sin 12-årige datter ihjel.

I afskedsbrevet begrundede manden sin uhyggelige gerning med stress, depression og spil.

- Jeg har altid følt mig forkert, og økonomien er gået fløjten, skrev manden i brevet.

Det fremgik også tydeligt af afskedsbrevet, at der var rod i ægteskabet.

- Jeg har aldrig været rigtig glad, stod der i brevet, som manden skrev på computeren i hjemmet, inden han sluttede det af:

- Jeg har sådan en dårlig samvittighed, fordi jeg har spildt mit liv og ødelagt andres. Jeg håber, I vil tilgive mig.

Under retsmødet kom der endvidere uhyggelige detaljer frem, om hvordan familiefaren havde båret sig an med at slå familien ihjel.

Efter at have kørt sin 12-årige datter i skole, tog han hjem. Her skar han halsen over på sin kone i parrets soveværelse, mens den 18-årige datter led samme skæbne i et anneks i villaen i Greve.

Det kom også frem, at den 12-årige pige var blevet dræbt efter trafikuheldet i Holbæk med en hobbykniv, som politiet fandt mellem forsæderne i bilen.

Familiefaderen blev sent lørdag eftermiddag udskrevet fra sygehuset. Han bliver derfor fremstillet i et nyt grundlovsforhør søndag morgen.

Indtil da er han i politiets varetægt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.