Brødrene Prices tidligere restaurantchef fortalte i retten onsdag, at der havde været store gnidninger med Adam og James Price, inden han og køkkenchefen begyndte et systematisk bedrageri for en kvart million kroner.

Onsdag rullede sagen mod brødrene Prices to tidligere ansatte, der tilsammen er tiltalt for at have bedraget de kendte kokke for over en kvart million kroner i deres egen restaurant. Svindlen fandt sted i Pricernes nyåbnede restaurant i Tivoli og fortsatte gennem et år frem til juli 2013, hvor de blev afsløret.

Her opdagede man, at den 37-årige restaurantchef og den 26-årige køkkenchef i forening havde afholdt arrangementer i Brdr. Prices navn, men stukket fortjenesten i egne lommer. I alt nåede de ifølge anklageskriftet at svindle for 292.839 kr.



Onsdag satte de to tidligere Price-ansatte sig på anklagebænken i Københavns Byret. Her sad de velklædte i sorte habitjakker, nystrøgne skjorter og jeans, og her fortalte den 37-årige restaurantchef stille og roligt, hvordan det hele begyndte. Hvordan han qua sine kontakter havde hjulpet med at finde ansatte til brødrene Prices først restaurant i Rosenborggade i indre København, og hvordan han siden var blevet anbefalet til jobbet i Pricernes restaurant i Tivoli.

Han snakkede selv med den yngste af brødrene, Adam Price, om at lave ud-af-huset-arrangementer. Maden blev købt ind, tilberedt i restauranten i Tivoli, og de ansatte kørte selv maden ud. Det var først under betalingen, at der skete ‘noget uregelmæssigt’, som restaurantchefen udtrykte det. At han opgav sit eget kontonummer i stedet for virksomhedens.

- Da jeg skal lave fakturaen, så aftaler jeg, at jeg sender regningen, forklarede den 37-årige restaurantchef.

Hvorfor begynder du på sådan noget? ville anklage Ebbe Arentoft vide.

- Jeg har ikke nogen klokkeklar erindring om, hvad der går igennem mit hoved, da jeg gør, som jeg gør. Det har været en meget hård opstart, det skal der ikke være nogen tvivl om. Og jeg har haft mine gnidninger med brødrene. Jeg træffer her et valg om at gøre noget for min familie.

Det er jo en stor risiko. Havde du økonomiske problemer?

- Nej, jeg havde ikke økonomiske problemer. Men jeg følte, jeg som far og mand skulle leve op til nogle fejlagtige krav, fortalte han med sikker stemmeføring.

Og derfor lod du sive pengene i egne lommer?

- Ja. Ja, det gjorde jeg,

Hvad gik pengene til?

- Jeg har været på rejser med min familie i den tid, Tivoli ikke var i drift. Rejser, jeg ellers ikke ville have taget. Det er svært helt konkret at sige, hvad de er gået til. De er bare gået ind i dagligdagen, sagde den 37-årige restaurantchef.

Han har erkendt sig skyldig i samtlige forhold. Kun et fælles forhold med køkkenchefen, hvor de sammen skulle have scoret 39.581,25 kroner på et arrangement for et advokat-firma, nægter han sig skyldig i.



Sagen kører derfor som en tilståelsessag, og der kun én dommer til stede og ingen bevisførelse. Der ventes dom senere onsdag.