Politiet efterlyser en 73-årig dement mand, der i løbet af natten er forsvundet fra sit hjem i Borup ved Køge. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden og hans kone gik i seng på samme tid, men manden er altså forsvundet et sted mellem midnat og klokken 02.

»Han har formentlig ikke ret meget tøj på, hvis han overhovedet har noget,« oplyser vagtchef Thomas Jørgensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet ledte natten til onsdag efter manden med hundepatruljer, og der blev også tilkaldt en helikopter.

»Det er ikke nogen stor by, så selv om han er dårligt gående, kan han være mange steder,« siger Thomas Jørgensen.

Vagtchefen opfordrer beboere i byen til at kigge efter manden i deres udhus, garage og lignende, før de tager på arbejde, da manden kan have søgt ly.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

BNB