Indvandrerbander, politikere, frafaldne medlemmer og en ny stor rockerbande presser Bandidos.

Indvandrerbander, politikere, frafaldne medlemmer og en ny stor rockerbande presser Bandidos.

Bandidos’ præsident Michael ’Kokken’ Rosenvold har nok at tænke på i disse dage. Rockerklubben, der har eksisteret i Danmark siden 1993, bliver presset fra alle sider.

Andre står på spring

- Jeg har ingen kommentarer, lyder det fra en træt Michael Rosenvold, da BT beder om en kommentar til de seneste dages ballade.

Bandidos er tilsyneladende på nippet til en åben krig mod en gruppe af tidligere medlemmer, der har forskanset sig i Næstved.

Mens rockerne slås internt, står andre på spring for at overtage deres domæner i den danske underverden. Indvandrerbanderne Brothas og Black Cobra har flere gange skudt mod Bandidos’ klubhuse, og selvom der nu foreligger en fredsaftale, er det en skrøbelig fred.

Langvarig nabostrid

Samtidig arbejder den internationale rockerklub Satudarah ifølge BTs oplysninger ihærdigt på at etablere klubber i Danmark. Og som om det ikke er problemer nok, er rockerklubben også raget uklar med politikerne i Københavns Kommune efter en langvarig nabostrid i Vanløse, der blandt andet førte til, at en borger fik kastet en sten gennem vinduet.

Jakob Næsager fra De Konservative og socialdemokraten Jakob Hougaard har sammen stillet et forslag, der skal smide Bandidos ud af København en gang for alle. Forslaget går ud på at forbyde rockerklubhuse i alle fremtidige lokalplaner og møder bred opbakning i Borgerrepræsentationen.