- Vi savner dig og er ikke sure på dig, men håber bare, at du vil komme hjem til os i julen.

Sådan lyder den direkte appel fra Karina Hoffmann til sin 17-årige datter Mette, der har været sporløst forsvundet siden lørdag 6. december om formiddagen.

Den 17-årige pige forsvandt fra sine forældres bopæl i Fredensborg, og menes efterfølgende at være set på det storkøbenhavnske S-togsnet. Det har gjort det svært for Nordsjællands Politi at vide, hvor man med størst fornuft kan lede efter hende.Hvis politiet skal igangsætte en eftersøgning med helikopter, skal området afgrænses indenfor nogle kvadratkilometer.

Den spinkle pige har tidligere været indlagt på Bispebjerg Hospital i København på grund af spiseforstyrrelsen anoreksi, og hendes mor har i BT tidligere forklaret, hvordan hun på egen hånd har gennemsøgt bl.a. en større kolonihaveforening omkring Lersø Parken nær hospitalet i håb om at finde sin forsvundne datter, der dog endnu ikke er dukket op.

- Der er desværre overhovedet intet nyt at fortælle. Det bedste, der kunne ske, var naturligvis, at hun dukkede op her til jul, så vi kunne finde ud af, hvordan fremtiden skulle se ud. Vi elsker hende jo, og håber bare på, at hun pludselig dukker op i god behold, siger Karina Hoffmann til bt.dk.

I hvert fald yderligere to danskere er også meldt savnet indenfor den seneste måned. Trods eftersøgning af både politi, pårørende og frivillige er de dog heller ikke dukket op endnu, hvilket uundgåeligt giver årets jul en dyster stemning for deres pårørende.

Det drejer sig om Mads Fisker Welling, 42 år. Han blev efter en julefrokost med sine kolleger fra Aarhus lørdag 29. november sat på en taxa, der skulle køre ham hjem til sin familie. Han dukkede dog aldrig op, efter at være steget ud af taxaen efter få hundrede meters kørsel.

Siden da har både Østjyllands Politi og beredskabsfolk ledt efter familiefaderen til vands, til lands og i luften, men uden held. Også den private organisation Missing People Denmark, der hjælper med at finde forsvundne danskere, har i samarbejde med politiet været med til en eftersøgning af Mads Fisker Weiling.

Eftersøgningen har spredt sig over det meste af Aarhus, men har især været koncentreret omkring havnebassinet i Aarhus, da man frygter, at Mads Fisker Weiling er faldet i vandet. Hans mobiltelefon havde forbindelse til en sendemast ved Fiskerivej ved havnen i Aarhus omkring to kilometer fra Værkmestergade godt to timer efter, han havde forladt julefrokosten.

Hans signalement lyder: 180 cm høj og slank. Kort mørkt hår, som krøller let, og overskæg. Briller med mørkt stel. Da han forsvandt, var han iført en lyseblå skjorte, en mørk habitjakke samt mørke jeans. Han bar sorte sko og en lang mørkeblå uldjakke.



Heller ikke Bente Hoffmann, 62 år, er endnu blevet fundet. Hun forsvandt fra sit hjem i Randers lørdag aften omkring kl. 18.30 den 6. december, og blev meldt savnet allerede dagen efter. Ifølge efterlysningen fra Østjyllands Politi kørte hun fra sit hjem i nedtrykt sindstilstand i en grå Citroen C5, der tre dage senere blev fundet af Falcks dykkere i Randers Havn. Den efterlyste kvinde blev dog ikke fundet..

Bente Hoffmann beskrives af politiet som ’alderssvarende’ af udseende, hun er spinkel af bygning og omkring 160 centimeter høj. Hun var sandsynligvis iført blå jeans og en mørkegrå jakke, da hun forlod sit hjem. Hendes hår er langt og mørkegråt, og det er normalt samlet i en hestehale eller en knold.