Den 37-årige restaurantchef og den 26-årige køkkenchef puttede de penge, de snød brødrene Price for, i eget firma.

To ansatte i brødrene James og Adam Prices restaurant i Tivoli blev omgående sparket ud, da man sidste år opdagede, at de havde holdt arrangementer for firmaer og private samt solgt vin i Pricernes navn, men sat fortjenesten ind på deres egne bankkonti.

Betalte en del tilbage

De nåede at svindle for 292.839 kr., inden de blev opdaget i juli i fjor. Men allerede inden der kom advokater på sagen i august sidste år, havde de betalt mange af pengene tilbage.

- Jeg ved, at de har gjort deres til at betale det skyldige retur, siger forsvarer Asser Gregersen, der skal tale restaurantchefens sag, når den skal for retten i morgen.

Administrerende direktør for Brdr. Price-restauranterne Mads Bøttger bekræfter, at køkkenchefen og restaurantchefen hver har betalt 80.000 kr. retur.

- De havde netop oprettet et firma, inden de blev opdaget og fyret, og vi blev enige om, at den kapital, de havde skudt ind, nok ikke var deres egne penge. Så vi har fået i alt 160.00 kroner, men går naturligvis efter at få resten, siger Mads Bøttger til BT.

Bøjede nakker

Både den 37-årige restaurantchef og den 26-årige køkkenchef reklamerer i dag med de godt halvandet år, de nåede at få hos Price, på det professionelle netværk LinkedIn.

Ikke mindst restaurantchefen, der fik den ære at trykke hånd med selveste Bill Clinton, da han lagde vejen forbi restauranten i maj 2012. Men det ændrer ikke på, at de begge er gået med bøjet nakke tilbage i branchen, siger deres advokater.

- De er meget kede af sagen og bestemt ikke stolte af det. De vil meget gerne lægge den her sag bag sig og sige undskyld, så de kan komme videre med deres liv. De vil jo gerne videre i branchen, siger forsvarer Asser Gregersen.