42-årige David Cowell havde flere gange udtrykt, hvordan han var godt og grundigt træt af, at naboens børn legede i hans indkørsel. Juni sidste år kørte han naboens femårige søn Riley ned. Efterfølgende døde han, og nu har David Cowell fået sin dom.

Det skriver Daily Mail.

Den kun femårige Riley Ferguson blev efter uheldet kørt på hospitalet. Kvæstelserne var dog for voldsomme til, han kunne overleve, hvorfor han blev flyttet på hospice. Fire dage senere døde den blot femårige dreng.

Ved retssagen mod David Cowell, nægtede den 42-årige bilist sig skyldig. Lige lidt skulle det dog hjælpe – han blev dømt for uopmærksom kørsel med døden til følge. Da dommen blev afsagt, græd forældrene til den afdøde dreng.

Juryens afgørelse byggede blandt andet på en 10-årig piges vidneudsagn – og det var en voldsom forklaring.

»Vores nabo kom kørende ned ad bakken, hvor han så mig, fordi jeg stod op. Han så ikke Riley, der sad ned - han kørte direkte over ham. Han stod efterfølgende ud af bilen, og lagde Riley på græsset,« sagde den 10-årige pige under retssagen ifølge Daily Mail.

»Rileys mor skreg, og Riley blødte ud af ansigtet og næsen. Hans far bar ham over til deres forhave – han trak slet ikke vejret,« forklarede hun videre.

Pigen fulgte dog ikke med over til familien Ferguson. Således skulle hun have sagt, at hun var for bange for at se på den hårdt kvæstede lille dreng, da hun frygtede, at hun ville kaste op.

Det var pigens mor, der tilkaldte ambulancen, efter hun så Riley Ferguson ligge blødende på jorden. Da ambulancen og politiet kom, så pigens mor ikke Rileys øjne åbne sig.

Det var på dette hospital, Riley Ferguson blev kørt til efter uheldet.
Det var på dette hospital, Riley Ferguson blev kørt til efter uheldet. Foto: Google Maps
Vis mere

Dommeren lagde under retssagen vægt på, at det var David Cowells skyld, at drengen nu var død, og at familien Ferguson nu var blevet barnløse.

»Han (David, red.) var så fokuseret på det unge barn (den 10-årige, red.), fordi han ville køre tæt på hende og sige ’hvad laver du i min indkørsel igen?’, at han ikke så den unge dreng foran sig. Det var arrogant og unødvendig kørsel, der har betydet, at familien Ferguson har mistet deres eneste søn,« sagde dommeren Francis Sheridan ifølge Daily Mail i retten.

Selv har David Cowell udtalt, at han havde blikket rettet mod den 10-årige pige. Det var først, da han mærkede et bump, at han stoppede bilen, forklarede han.

Selvom David Cowell er blevet dømt for uopmærksom kørsel med døden til følge, er det stadig ikke afgjort, hvor lang en fængselsstraf han kan se frem til. Det bliver afgjort i retten 21. oktober.

Indtil videre kan David Cowell blive boende i sit hus. Han er dog blevet forbudt at forlade hjemmet.