Da der onsdag faldt dom i en gruopvækkende sag fra Skagen, hvor en mor og stedfar er blevet dømt for groft seksuelt misbrug af en nu tiårig pige, drog kvindens voksne døtre et lettelsens suk. Efter i årevis at have forsøgt at råbe myndighederne op, har de for første gang følelsen af at blive hørt og taget alvorligt.

»Jeg er enormt lettet. Da jeg så dommen, ringede jeg straks til den ældste af mine søstre, og så græd vi bare. Vi er rigtig lettede begge to. Jeg havde slet ikke regnet med, at de ville få sådan nogle lange straffe. Det viser bare, at nu er der endelig nogen der lytter,« siger kvindens ældste datter, Marianne, da BT taler med hende kort efter dommen.

Marianne stod tidligere på året frem i BT og fortalte, hvordan den alkoholiserede mor, HBJ, gennem årtier udsatte sine i alt seks børn for massivt omsorgssvigt. Trods myndighedernes kendskab til familiens svære sociale problemer blev der ikke grebet ind, da den yngste datter kom til verden i 2005.

Moren flyttede meget rundt med den lille pige, og de skiftende kommuner lod hende beholde barnet helt frem til efteråret 2014, hvor Frederikshavn Kommune fjernede hende fra hjemmet. Kort efter åbnede pigen op og fortalte sine plejemor om de seksuelle overgreb, der straks blev politianmeldt.

»Myndighederne har svigtet enormt i den her sag. Det er der ingen tvivl om,« siger Marianne.

Hun var ikke selv til stede i retten, da der blev afsagt dom, men vidnede under retssagen. Det skal hun sandsynligvis gøre igen, da både moren og stedfaren straks ankede dommen til landsretten.

»Det er en lettelse, at de har fået deres dom, men nu skal vi jo igennem det hele en gang til, når sagen skal i landsretten,« siger Marianne.

Med en straf på otte års fængsel til HBJ og syv års fængsel til stedfaren, GH, ligger dommen tæt op ad de otte-ni års fængsel anklager Karina Skou havde krævet. Det er langt fra de 12 års fængsel, Marianne havde håbet, moren ville få.

»Jeg synes faktisk ikke, at straffen er hård nok, når man tænker på, at den her lille pige skal leve med det resten af sit liv. Som min ældste søster siger, så ændrer dommen ikke på det skete, men det giver hende trods alt en følelse af retfærdighed, at de er blevet dømt,« siger Marianne.