I sommeren 2015 blev det kontroversielle datingsite for utro, Ashley Madison, hacket og navnene på brugerne lækket. Nu bliver ægtefæller og partnere til de utro brugere udsat for afpresning.

37 millioner medlemmer blev afsløret i sommer. Kriminelle har brugt oplysningerne til at afpresse flere medlemmer og senest medlemmernes partnere. Det skriver britiske the Guardian.

Ifølge journalisten Graham Cluley, der arbejder med sikkerhed, har flere medlemmer af Ashley Madison modtaget følgende brev:

'Kære fru X. Jeg er ked af det, men dette brev indeholder dårligt nyt. Måske har du i sommer hørt, at hjemmesiden Ashley Madison blev hacket? Ashley Madison er en hjemmeside, der sørger for at formidle kontakt mellem folk, der ønsker at begå utroskab. Hackerne har offentliggjort medlemsdetaljer og faktureringsdetaljer på alle medlemmer. Jeg er ked af at fortælle dig, at X er et medlem af dette utroskabssite,' indledes brevet med.

Med brevet følger et krav på 2.500 dollars (omkring 17.000 danske kroner), hvis man ikke ønsker, at oplysningerne kommer ud til venner, familie og ens arbejdsgiver. Her kommer det også frem, at man formentlig har fået brevet, fordi afpresserne tidligere har forsøgt at afpresse den utro partner. Men da denne ikke har sendt pengene, så får den nu måske uvidende partner eller ægtefælle i stedet et brev.

Tusindvis af danskeres navne lækket

Op mod 14.000 danskere er omfattet af den verdensomspændende lækage fra websitet, der specialiserer sig i utroskab. Det er angiveligt hackere, der kalder sig for Impact Team, der står bag lækagen.

Det viser en opgørelse, som Berlingske Research har foretaget af det omfattende materiale fra Ashley Madison.

De danske brugere har ikke nødvendigvis været deres partnere utro, men blot en kortvarig kontakt med hjemmesiden har alligevel ført til, at de er blevet registreret og gemt. Hjemmesiden lovede ellers fuld anonymitet.

Men den anonymitet er nu reelt forsvundet, vurderer Kim Aarenstrup, leder af Nationalt Cyber Crime Center under Rigspolitiet.

»Hvis listen cirkulerer i hackerkredse og ligger på mere obskure hjemmesider, så kan det blive en vanskelig kamp at få slettet sit navn. Det er jo også så godt som umuligt at blive slettet fra de mange computere, der må have downloadet materialet,« har Kim Aarenstrup tidligere sagt.

Skandalen har kostet den administrerende direktør, Noel Biderman, fra Avid Life Media, der står bag Ashley Madison, jobbet.