Den danske mand, som står anklaget for at have opbevaret kvindelige kønsdele i en fryser i sit hjem i Sydafrika, har takket nej til løsladelse mod kaution. Yderligere er der tilføjet anklager mod danskeren, der tæller besiddelse af børneporno og bigami.

Den uhyggelige sag om den danske mand Peter Frederiksen, som i disse dage står for retten i Sydafrika, da man blandt andet har fundet afklippede kvindelige kønsdele i mandens fryser, har taget endnu en makaber drejning ved et retsmøde i Sydafrika

Peter Frederiksen valgte at give afkald på at kunne blive løsladt mod kaution ved madagens retmøde i Sydafrika.

Det betyder, at 63-årige Peter Frederiksen nu ikke kan komme ud af fængsel, før retssagen mod ham begynder. Retssagen blev ved samme retsmøde udsat til 7. december i år, da sagen kræver yderligere undersøgelser og DNA-tests. Det skriver det sydafrikanske medie Netwerk24.

Yderligere anklager mod danskeren
Peter Frederiksen står anklaget for overgreb, intimidering, seksuelle overgreb og for at være i ulovlig besiddelse af menneskevæv.

Ved mandagens retsmøde blev endnu et par anklager tilføjet til den i forvejen uhyggelige sag. De mange anklager tæller nu også en for besiddelse af børnepornografi og en for bigami.

Ved retsmødet beretter Netwerk24, at retsalen var fyldt med medlemmer af ANC’s (African National Congress) kvinde liga. De skulle være kommet med højlydte råd og jublen. Samtidig skulle de have opfordret de tilstedeværende medier til at bringe billeder af Peter Frederiksens ansigt.

Den uhyggelige sag kom i mediernes søgelys i september måned, da det kom frem, at Peter Frederiksen skulle have opbevaret op mod 21 kvindelige kønsdele i en fryser på den ejendom, som Peter Frederiksen ejer i Bloemfontein i Sydafrika.

»Vi har fundet 21 kønsdele fra 21 forskellige kvinder. Mandens hustru er den ene af kvinderne. Vi er nu ved at efterforske, hvem de andre 20 er,« forklarede sydafrikansk politis talsmand Hangwani Mulaudzi til BT i september.

Hurtigt kom mange makabre detaljer frem i sagen. Blandt andet at Peter Frederiksen længe har været på flugt fra politiet i Danmark.

Du kan læse meget mere om sagen i de forskellige links herunder.