For snart to år siden blev danske Peter Jensen anholdt på en restaurant i Thailand og sigtet for økonomisk kriminalitet. Siden er han blevet dømt for 'snyd' og gæld, frifundet i to retsinstanser for tyveri på en byggeplads og benådet i forbindelse med den thailandske dronnings fødselsdag. Alligevel kan han ikke komme på fri fod.

En thailandsk dommer har nemlig endnu ikke afgjort, om sagen om tyveriet på byggepladsen skal behandles i den thailandske Højesteret. Det skriver Nordjyske.

Samtidig venter der også en fængslingskendelse på den 50-årige forretningsmand tilbage i Danmark, hvor han er tiltalt for grov moms- og skattesvindel. Og var det ikke for den, kunne han være kommet på fri fod i Thailand og afvente ankesagen. Det er i hvert fald hans egen vurdering, fortæller han til Nordjyske, som han har sendt et brev.

»Jeg har fået nok,« skriver han.

Han er derudover vred over, at den danske stat fortsat insisterer på at gennemføre sagen mod ham, selvom han allerede har afsonet lang tid bag tremmer i et thailandsk fængsel, som han selv har beskrevet som et mareridt.

For et år siden fortalte han til Nordjyske, at han i fængslet sov på gulvet med 374 mennesker på blot 200 kvadratmeter, var blevet overfaldet to gange og havde tabt sig næsten 40 kilo.

Efter forretningsmanden i sidste måned blev benådet i forbindelse med dronningens fødselsdag, kan dansk politi snart afhente Peter Jensen i Bangkok, når ankesagen er afgjort.

Når han kommer hjem til Danmark, vil anklager David Schmidt Hvelplund fortsætte med sagen om moms- og skattesvindel for otte millioner kroner mod ham - også selvom han har tilbragt næsten to år i fængsel i Thailand og hans forsvarsadvokat mener, at det vil være ude af proportioner, når han allerede har afsonet under forfærdelige forhold.

Spørgsmålet er derfor, om tiden i det thailandske fængsel skal tælles med i den danske sag, eller om der var tale om et mellemværende mellem Peter Jensen og de thailandske myndigheder.

Det fortalte anklageren til Nordjyske i august kort tid efter benådningen.

»Det kan gå begge veje i forhold til en eventuel fængselsstraf til Peter Jensen. Det afhænger af, hvordan dommeren vurderer den periode, han har været indespærret i Thailand. Hvor meget skal den tælle med? Er det en direkte del af den danske sag, skal vi også tage højde for den i den danske sag. Eller skal vi ikke,« siger David Schmidt Hvelplund, der vil prøve at overbevise dommeren om det sidste.

Han ønsker ifølge Nordjyske ikke at kommentere sagen yderligere, da deportationen af Peter Jensen er inde i en 'kritisk fase'.