____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En 70-årig dansk mand har mistet livet i en trafikulykke i Spanien. Manden omkom, da han blev ramt af en motorcykel lørdag aften. Det bekræfter Udenrigsministeriet over for radiostationen Spanien i Dag. Mandens pårørende er blevet underrettet.

Den 70-årige var ankommet til Costa del Sol sammen med en gruppe danskere tidligere samme dag. Gruppen havde spist middag sammen på en nærliggende restaurant, og det var på gåturen tilbage til hotellet ved byen Mijas, det gik galt. Manden blev ramt af en motorcykel og pådrog sig alvorlige kvæstelser. Både politi og ambulance var hurtigt på stedet, og den 70-årige blev bragt til Hospital Costa de Sol, hvor læger i adskillige timer kæmpede for at redde danskerens liv.

Desværre var kvæstelserne så alvorlige, at hans liv ikke stod til at redde. 

Gruppen rejste med rejseselskabet Classic Golf, og rejsebureauets direktør, Knud Limschou, siger til Spanien i Dag, at ulykken har berørt ham dybt.

- Vi er selvfølgelig dybt ulykkelige over den tragiske ulykke for vores gæst, hans pårørende og det chok, som det har været for resten af gruppen at være vidner til tragedien, siger han.

- Samtidig er vi taknemmelige for den hjælp, vi allerede har fået fra de lokale myndigheder, og det forhold at vi for længe siden har etableret et beredskab for vores gæster med en dansk krisepsykolog, der allerede nu har haft samtaler med de nærmeste til afdøde i gruppen.