To danske og en svensk Bandidos-rocker er anholdt i Tyskland med sprængstof, detonator og skudsikre veste på sig. Målet var ifølge politiet et bombeattentat mod afhoppere til rivalen Hells Angels.

Tysk politi afslørede onsdag, at de har anholdt to Bandidos-rockere og en med tilhørsforhold til grupperingen nær Rostock i Tyskland. Det skriver den tyske avis Der Tagesspiegel.

Den ene er svensker og medlem Bandios' afdeling i Helsingborg, mens de to andre bor i Danmark, men er af iransk og makedonsk afstamning. Den ene dansker er en del af den såkaldte elitegruppe 'nomads' uden fast tilknytning til et bestemt chapter, mens den anden blot har tilknytning til organisationen.

Anholdelserne skete i sidste måned efter et tip fra svensk politi, men først onsdag blev aktionen offentliggjort.

De tre ankom med færgen fra Gedser i Danmark til Rostock i Tyskland i en lejet bil, der gemte på op mod et kilo sprængstof, en detonator og skudsikre veste, da de blev anholdt. De tre er fortsat i tysk politis varetægt, mens de personer, som menes at være målet for attentatet, holdes under observation, skriver Tagesspiel.

Kilder i politiet siger til avisen, at et af målene angiveligt er den tidligere leder Bandidos i Berlin, som sammen med resten af chaptret forlod den internationale rockerorganisation i februar for at skifte til netop Hells Angels.

Kendere af rockermiljøet beskriver det som 'strafbart' at skifte side, og Bandidos lider for tiden under at have mistet både indflydelse og medlemmer til Hells Angels i den tyske hovedstad, så derfor er det sandsynligt, at organisationen vil forsøge at hævne tabet. Retsmyndigheden i Rostock og Mecklenburg-Vorpommern vil dog endnu ikke kommentere den verserende sag.

Bombe-attentatet, som politiets efterforskere mener de tre var i færd med at planlægge, giver fornyet krudt til den konflikt, som længe har truet med at blusse op mellem de årelange rivaler Bandidos og Hells Angels.

Voldelighederne er de sidste måneder eskaleret over hele Tysland, mens Hells Angels i begyndelsen af juli udsendte en reel krigserklæring, hvori de gjorde klart, at ingen andre end Hells Angels ville blive tolereret inden for Berlins grænser.

Så sent som i sidste måned gennemførte tysk politi en storstilet aktion med mere end tusind betjente mod en rockerborg i byen Hennigsdorf, nordvest for Berlin. Samtidig har flere tyske delstater, heriblandt Hessen og Slesvig- Holsten, helt forbudt afdelinger af Hells Angels på grund af deres kriminelle aktiviteter.