Mohammad Akbari er storebror til 16-årige Ali Akbari, der mandag angiveligt blev forsøgt brændt levende af fire drenge. Ifølge ham har lillebroren gennemgået årelang chikane, uden nogen har grebet ind.
Mohammad Akbari er storebror til 16-årige Ali Akbari, der mandag angiveligt blev forsøgt brændt levende af fire drenge. Ifølge ham har lillebroren gennemgået årelang chikane, uden nogen har grebet ind. Foto: Jonas Vester

Ved du noget om sagen? Skriv til os på 1929@bt.dk eller via vores Facebook.

På Mølleskolen i Ry havde man kendskab til en konflikt på den årgang, hvorfra fire drenge nu er anholdt og sigtet for forsøg på manddrab ved at kaste brændende benzin på en 16-årig skolekammerat.

Det fortæller skolens konstituerede skoleleder Alma Schack Andersen til BT.

»Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover.«

De fire drenge, der alle er i alderen 15-16 år, havde aftalt at mødes med den 16-årige afghanske dreng på gaden, hvorefter de kaster brændende benzin på den 16-årige. Drengen blev efterfølgende indlagt på det nærliggende sygehus i kritisk tilstand, men uden for livsfare. Onsdag oplyser politiet dog, at den 16-årige drengs tilstand er stabil.

sf

Den alvorlige hændelse har nu fået Mølleskolen til at gøre brug af det kommunale beredskab og har i den forbindelse haft psykologisk rådgivning til skolens andre elever i løbet af tirsdagen.

»Derudover har vi opfordret lærergruppen til at tale med eleverne om det, der er sket. Hvad eleverne måtte tænke oven på den alvorlige episode. Og så har vi i en mail til forældrene opfordret dem til at tale med deres børn,« siger Alma Schack Andersen og tilføjer, at undervisningen på skolen er genoptaget onsdag.

Hvad der ligger til grund for overfaldet er stadig uvist, men ifølge både Sydøstjyllands Politi og Alma Schack Andersen, så skulle det ikke have nogen relation til etniciteten. Derfor ærgrer det også skolelederen, at det flere steder på de sociale medier bliver insinueret, at der skulle ligge et racistisk motiv bag overfaldet.

»Det er klart, at denne forfærdelige episode er selvfølgelig værst for ofret, men det er jo også ulykkeligt for de fire drenge, der har gjort det her. Jeg tror ikke, de har tænkt så langt, hvilke konsekvenser det har haft; at de kunne skade en skolekammerat så alvorligt, og at de kan risikere at komme i fængsel for det. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de har været bevidste om.«

I et brev til elevernes forældre oplyser skolebestyrelsen, at man vil bidrage til efterbearbejdningen af hændelsen.

»Som forældre og bestyrelse stiller man sig spørgsmålet, hvordan det kunne komme så vidt, og vi vil naturligvis sammen med skolen og kommunen medvirke til efterbearbejdningen af denne tragiske hændelse med de opgaver en skolebestyrelse kan bidrage med,« skriver de.

Tirsdag blev de fire drenge fremstillet grundlovsforhør ved Retten i Horsens. De er nu alle fængslet i surrogat, men har nægtet sig skyldige.

SMS

Hitter på Facebook