En dansk turist er blevet sigtet af politiet i New Zealand, efter at have været skyld i en alvorlig trafikulykke, fordi han glemte at køre i venstre side af vejen.

Den danske turist havde torsdag eftermiddag lokal tid holdt et hvil i et øde område på den nordlige del af sydøen. Da han atter kørte sin lejede autocamper ud på vejen for at køre videre, kolliderede han kort efter med en lokal bilist.

Danskeren slap angiveligt med forskrækkelsen, men den lokale bilist pådrog sig blandt andet et brækket ben, andre kvæstelser og chok.

Ulykken skete nord for Kaikoura ved Waipapa Bay, og den lokale polititalsmand Harold Watson siger til avisen Marlborough Express, at der er tale om en banal, men alvorlig ulykke.

Turister på New Zealand bliver igen og igen indskærpet at huske de lokale færdselsregler, men glemmer ofte at køre i venstre side af vejen.

Danskeren sigtes ifølge avisen nu for uagtsom legemsbeskadigelse som følge af uforsvarlig kørsel.

Tidligere på ugen blev en 23-årig engelsk turist dræbt i samme område ved en lignende kollision.