Den 41-årig HA-rocker, der torsdag blev sigtet som bagmand i en omfattende hash-sag, er afgået ved døden. Det erfarer BT.

Politiet anholdt og sigtede torsdag den 41-årige mand, som politiet mener er edderkoppen i et net af bagmænd, der solgte hash på Christiania.

Fredag morgen blev han fundet død i sin celle på Politigårdens Fængsel. Ifølge BTs oplysninger blev han fundet hængt. Han efterlader sig kone og tre sønner.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

Vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen bekræfter selvmordet over for BT, men vil ikke bekræfte identiteten før alle pårørende er underettet.

- Vi har haft et dødsfald i en celle på Politigården. Vi efterforsker dødsfaldet som et selvmord, og det ser ud til, at det er foregået ved hængning. Det er foregået i løbet af natten, siger Henrik Møller Jakobsen til BT.

Andre kilder siger til BT, at den afdøde er identisk med den 41-årige toprocker, politiet i går anholdte under en storstilet hash-aktion. I alt 80 personer blev anholdt under aktionen, de fem var fuldgyldige HA-rockere. Politiet mener, at den 41-årige rocker styrede ti bagmænd, der alle er sigtet for omfattende hashhandel fra hashboderne på Pusherstreet. De ti bagmænd har ifølge politiet solgt mindst 500 kilo hash. 

Politiinspektør Kim Kliver ønsker ikke at kommentere dødsfaldet, eller hvad det betyder for sagen.

- Jeg har ingen kommentarer, siger han kortfattet til BT.

Den 41-årige har været medlem af Hells Angels i 18 år.