Dansk politi og FBI i stor aktion mod cyberkriminelle

FBI har optrevlet en stor ring af cyberkriminelle med hjælp fra blandt andet danske myndigheder. Flere danskere har tilsyneladende været blandt ofrene

Myndighederne i USA og en række andre lande har tirsdag arresteret 24 personer under en stor operation rettet mod kreditkortsvindlere, skriver New York Times.

I alt blev 11 personer anholdt i USA, mens 13 blev tilbageholdt i en række andre lande, heriblandt Norge.

- Fra New York til Norge og fra Japan til Australien, operation »Card Shop« var rettet mod højorganiserede cyberkriminelle, der var involveret i at købe og sælge stjålne identiteter, udnyttede kreditkort, forfalskede dokumenter og udviklede sofistikerede hackingværktøjer, fortæller Janice K. Fedarcyk fra FBI i en pressemeddelelse.

Det amerikanske forbundspoliti fik hjælp fra Danmark i jagten på de cyberkriminelle, fremgår det af FBIs hjemmeside.

I lighed med en række lande var de danske myndigheder nemlig behjælpelige med enten at gennemføre afhøringer, udstede ransagningskendelser eller med anden koordinerende indsats i forbindelse med FBIs aktion.

Blandt de arresterede er en mand, der har solgt såkaldt ondsindet computersoftware som fjernkontrolværktøjer, der blandt andet tillod brugeren at overtage styringen af en inficeret computer. Det betød, at hackere kunne overtage information om deres offers adgang til blandt andet netbank - og det er ifølge FBI gået ud over flere borgere i Danmark.

Ifølge FBI har den omfattende aktion, der betegnes som »usædvanlig« forhindret økonomiske tab på 200 millioner dollar, svarende til mere end en milliard kroner.

- Vi sætter en væsentlig stopper for cyberkriminalitet. Dette er en aktion uden fortilfælde, siger Janice K. Fedarcyk fra FBI.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her