»Tiltalte straffes med fængsel på tre år og tre måneder.«

Sådan lød det fra en enig domsmandsret, der kendte en midaldrende, tidligere overlæge skyldig for voldtægt, voldtægtsforsøg og anden seksuel omgang ved Retten i Næstved tirsdag middag.

Tirsdag faldt dommen i den opsigtsvækkende sag om en midaldrende overlæge fra et sjællandsk sygehus. Han stod tiltalt for i fem tilfælde at have begået seksuelle overgreb på en yngre reservelæge. Fire af de fem tiltaleforhold fandt sted på deres fælles arbejdsplads, men det hele startede på en bar i indre København i 2015 efter en sommerfest. Overgrebene fortsatte længe, og hun gik først til politiet i slutningen af april 2016. Det medførte blandt andet, at han blev afskediget af sygehuset.

Udover de tre år og tre måneders fængsel, blev han frakendt retten til at udføre lægegerningen indtil videre, og han skal betale en erstatning på 100.000 kroner til forurettede.

Retten lagde blandt andet vægt på, at den forurettede meget konsistent og detaljeret kunne forklare de forskellige overgreb. Han burde ifølge rettens afgørelse have indset, at hun ikke ønskede det. Ligeledes vurderede retten, at kollegaen, der ifølge anklageskriftet, afværgede en voldtægt var meget troværdig, da han stod i et dilemma mellem to af sine nære venner.

Det ændrede heller ikke på rettens opfattelse, at den forurettede relativt sent gik til myndighederne med anmeldelsen.

»Retten finder det sandsynligt, at skam i forhold til familien og bekymring for karrieren har gjort, at hun først noget senere anmeldte samtlige forhold til poliitet.«

Forsvareren ankede dommen på stedet og anmodede om, at navneforbuddet blev udstrakt. Retten valgte at ophæve navneforbuddet, men beslutningen blev kæret af forsvarsadvokaten, hvorfor at navneforbuddet indtil videre gælder.

Anklager Susanne Bluhm begærede den nu dømte tidligere overlæge varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen, indtil anken er behandlet. Den begæring gav retten anklagemyndigheden medhold i. Dog blev den også kæret på stedet af forsvarsadvokaten.

BT talte med den tilfredse anklager efterfølgende:

»Jeg er tilfreds med dommen. Der sker domfældelse efter anklageskriftet. Jeg er også tilfreds med strafudmålingen,« siger hun og fortsætter:

»Der er idømt en meget hård straf, og jeg mener, den er passende i forhold til det, han blev dømt for..

Den nu dømte tidligere overlæge havde ingen kommentar til rettens beslutning.

Afviste hævnmotiv

Anklager Susanne Bluhm sagde under sin afsluttende procedure følgende omkring den forurettedes troværdighed og et muligt hævnmotiv.

»Det er ikke, fordi hun er taget i at være utro (at hun anmelder det, red.). Det var slet ikke situationen. Hun gik til ledelsen, før hun gik til ægtemanden. Er det fordi hun er træt af, at tiltalte har været meget kritisk over for hende, fordi hun ikke fagligt var dygtig nok?,« spurgte anklageren retorisk og fortsatte:

»Anmeldelsen kommer en uge, før hun stopper. Så hun er færdig med at have vagter med ham. Det kan kun gå ud over hendes selv, hvis hun har løjet. Hun syntes ikke, det var rart at fortælle det her i retten. Hun har absolut ikke nogen grund til at lyve her i retten,« sagde anklageren.

Hun lagde vægt på, at de to kolleger, der var indkaldt som vidner, havde styrket den forurettedes forklaring om, at det ikke var et forhold, som hun ville. Og flere beskrev hende som en dygtig og ambitiøs læge.

Den forurettede frygtede repressalier fra overlægen, der kunne påvirke hendes karriere. Hun frygtede også familiens reaktion. Det var blandt grundene til, at der gik næsten fem måneder efter den sidste episode, før hun meldte det til politiet.

»Hun var flov over det. Hun følte ikke, hun var kæresten utro. Men at det var et overgreb. Hun skammede sig alligevel. Der var også andre ting på spil. Det var svært at fortælle, fordi man lettere bliver stemplet. Hun frygtede, at familien ville se anderledes på hende,« sagde anklageren.

I forhold til § 150, der omhandler misbrug af sin stilling, mente anklageren, at på baggrund af de to parters forhold som over/underordnet, så misbrugte overlægen klart sin stilling. Fra anklagemyndigheden blev der nedlagt påstand om fængsel i op til 3,5 år. Anklageren mente nemlig også, at det var en skærpende omstændighed, at størstedelen af episoderne havde fundet sted på sygehuset. Et sted, hvor den forurettede burde føle sig tryg.

Forsvarer Steen Bech lagde vægt på, at den forurettede ifølge den tiltaltes forklaring tilsyneladende ikke har udvist nogen form for modstand eller protester under de seksuelle akter. Han pointerede også, at overlægen havde taget kondom på under det andet tiltaltepunkt i anklageskriftet, der fandt sted 30. juli.

Hans klient har under hele forløbet ment, at der var tale om et hyggeligt forhold.

De to parter har endda set hinanden privat efter det andet tiltalepunkt, der omhandler en fuldbyrdet voldtægt, fandt sted på hospitalet.

»De går ud og spiser sammen 16. november på Sunset Boulevard. Et sted hun godt kunne lide. Hvis en person har voldtaget hende to gange, nægter jeg at tro, at man tager ud for at spise med hinanden bagefter,« sagde forsvarsadvokaten, der nedlagde påstand om, at overlægen skulle frifindes.

Han afviste i samme moment anklagerens påstand om, at den tidligere overlæge skulle have haft nogen direkte indflydelse på den forurettedes uddannelsesforløb på hospitalet.

Gensidigt og utvetydigt

I Retten i Næstved kom det frem via vidneforklaringer, at den forurettede havde frygtet for sin karriere, hvorfor hun i første omgang ikke havde valgt at gå til ledelsen eller politiet. Det skete først i slutningen af april 2016, efter hun havde betroet sig en nær ven af begge parter. Kort tid efter blev overlægen afskediget fra sygehuset.

Ingen af de to implicerede parter bestred, at der havde været seksuelle relationer mellem de to. Overlægen mente dog, at det var gensidigt, og at den yngre reservelæge i første omgang havde ’utvetydigt’ lagt op til, at der skulle ’ske noget’ mellem de to.

Trods sagens alvorlige karakter så blev overlægen aldrig anholdt eller fremstillet i grundlovsforhør.

»I spørgsmålet om varetægtsfængsling er det altid en afvejning af, om der er noget efterforskning, der vil kunne ødelægges, og det har man ikke vurderet, at der har været i dette tilfælde. Blandt andet fordi der gik noget tid, fra forholdene fandt sted til de blev anmeldt. Så man har ikke fundet grundlag for at forsøge at få ham varetægtsfængslet,« har sagens anklager Susanne Bluhm tidligere oplyst til BT.

Overlægen er allerede blevet afskediget fra sin arbejdsplads, og ifølge autorisationsregistret hos Styrelsen for Patientsikkerhed er han også blevet frataget sin autorisation som læge.