Dansk kvinde styrtet i døden

Fredag i sidste uge døde en ung dansk kvinde under et tragisk uheld i Zambia.

Det skriver ekstrabladet.dk, der også har fået dødsfaldet bekræftet fra Udenrigsministeriet.

- Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er afgået ved døden i Zambia. De pårørende er underrettet og vores ambassade i Lusaka bistår med hjælp på stedet. Som det altid er i konkrete personsager, kan vi ikke oplyse yderligere, siger vagthavende i Udenrigsministeriets Borgerservice til ekstrabladet.dk.

Den unge kvinde skulle angiveligt være ankommet til feriestedet kort før ulykken skete. Hun rejste med rejsebureauet Adventuredk, der er specialiserede i grupperejser for unge mennesker. Kvinden skulle eftersigende netop være en del af en større gruppe rejsende, der skulle være i Zambia i to måneder som en del af en aktiv ferie.

Præcist hvad der skete vides endnu ikke, men ekstrabladet.dk oplyser, at kvinden faldt fra en sti nær et vandfald. 

Den unge kvindes pårørende er underrettet, og hendes medrejsende får ifølge rejseselskabet hjælp fra krisepsykologer.

Har du oplysninger i sagen eller var du med på turen, så hører vi gerne fra dig. Kontakt os på 1929@bt.dk eller via formularen her.