Der var tale om racisme, da en kvinde skrev nedværdigende om muslimer på Facebook, mener Retten i Glostrup.

Retten i Glostrup har fredag idømt en 67-årig folkepensionist dagbøder på i alt 5000 kroner for at skrive nedværdigende og forhånende om muslimer generelt i en lukket gruppe på Facebook.

Hun blev dømt efter racismeparagraffen for flere opslag og kommentarer fordelt på fire dage fra oktober 2014 til juni 2015.

Her ytrede hun, at den muslimske verden er indavlet, at muslimske lande er "taberlande", og at muslimer er analfabeter og sinker, som bør udryddes.

Den sorthårede kvinde med runde briller og tatoveringer på begge hænder var i retten klædt i en grå, højhalset uldtrøje og lysegrå joggingbukser.

Hun erkendte, at det var hende, der stod bag kommentarerne. Men hun nægtede, at hun ville udbrede sine hadske budskaber om muslimer til et større antal personer.

Hun havde skrevet i en lukket Facebook-gruppe, som hun selv havde oprettet, forklarede hun. Herefter havde nogen delt opslagene uden for den lukkede gruppe.

Tidligere har der været over 6000 medlemmer i gruppen, men i dag er der nogle få hundreder.

- Jeg lavede gruppen, så os ligesindede kunne få vores frustrationer ud. Det var så rart at være sammen med ligesindede, sådan var det normalt ikke ude i samfundet, sagde hun i retten.

Ifølge racismeparagraffen kan man straffes, hvis man "med forsæt til udbredelse i en videre kreds" udtaler sig truende, forhånende eller nedværdigende om en gruppe på grund af for eksempel hudfarve eller tro.

I retten forklarede kvinden, hvorfor hun havde skrevet, at burkaer og tørklæder er afskyelige "muhamedaner-sygdomme".

- Jeg synes ikke, at det hører til i den frie, vestlige verden. Det er ikke noget, vi står for. Jeg er en gammel hippietøs. Vi kæmpede for frihed sidst i tresserne. Det her er kvindeundertrykkende, forklarede kvinden.

Kvinden bad om to uger til at tænke over, om hun vil anke dommen.

Tidligere på måneden blev en 24-årig idømt en bøde på ligeledes 5000 kroner for at skrive "hvem skal med ud og nakke jøder" sammen med et stødende billede på sin Facebook-profil.

Sidste år fik den såkaldte "spyttemand" også en bøde på 5000 kroner for at overtræde racismeparagraffen ved at spytte og råbe efter migranter og flygtninge, der gik på motorvejen ved Rødby i september 2015.

/ritzau/