En dansk mand døde sidste weekend i en trafikulykke under en ferie i den sydfranske by Nyons. Det skriver det franske medie vauclusematin.com ifølge Ekstra Bladet.

Ulykken skete 19. juli, da danskeren kom cyklende i lokalområdet. Han blev ramt af en bil og døde på stedet, skriver det franske medie.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for Ekstra Bladet, at en dansker er død i Frankrig.

»Vi kan bekræfte, at der er en dansker, der er død i Frankrig 19. juli. Jeg kan også bekræfte, at de pårørende er underrettet. Mere kan jeg ikke sige, da vi har tavshedspligt,« siger den vagthavende i Udenrigsministeriets Borgerservice fredag aften til avisen.

BNB